Redningsvæsen

Formand går i rette med souschef i Huset

- Kritik af beredskabscenter er uberettiget, siger formanden for Huset, Edgar Christensen

AALBORG: Formanden for Huset i Hasserisgade, Edgar Christensen, er ikke tilfreds med, at Husets souschef, Lars Bang Jensen, i NORDJYSKE forleden mente, at Beredskabscenter Aalborg har stillet for store krav til brandsikkerheden i Huset. Lars Bang Jensen, der også er byrådsmedlem, udtalte blandt andet: - Naturligvis skal sikkerhedsreglerne overholdes. Men der kunne måske godt være lidt mere menneske og lidt mindre uniform. Jeg synes, at beredskabscenteret har et imageproblem. Souschefen lod også forstå, at han personligt finder det helt hen i vejret, at Huset i Hasserisgade skulle ofre 400.000 kroner på en ny port, så der kan køre en brandbil ind i Husets gård. Og det er netop kritikken af forholdene i Huset i Hasserisgade, Edgar Christensen nu reagerer på: - Han har aldrig været med til disse møder med beredskabscenteret, og jeg kan ikke forstå, at han udtaler sig om dette. Som byrådsmedlem må han sige det, han vil, men som souschef i Huset, så har han ikke hold i billetterne, siger Edgar Christensen, der er tidligere byrådsmedlem for Socialdemokraterne og dermed er partikammerat med Lars Bang Jensen. - Lederen af huset, John Nørgaard Christensen, og jeg er fuldstændig enige om det her, og vi er faktisk tilfredse med det samarbejde, vi har med beredskabscenteret, siger Edgar Christensen. - Vi fik ændret på fire porte i Huset og ikke én, og vi har fået ændret en hel del på Huset på grund af brandsikkerheden. Blandt andet har vi skullet ændre på indvendige vægge. - Efter branden på et diskotek i Gøteborg er det helt naturligt, at vi stiller krav til brandsikkerheden, og beredskabscenteret er til at tale med. Vi forbedrer hen ad vejen, og så længe vi gør det, har beredskabscenteret givet os nogle dispensationer. Det er gået begge veje i samarbejdet, som er ganske udmærket, siger Edgar Christensen. - Det koster vel en million kroner at brandsikre det hele, men Huset har ikke skullet betale det hele over sit budget. Det er jo kommunen, der ejer bygningen, så en del penge er kommet der fra, forklarer han. Edgar Christensen fortæller i øvrigt, at Beredskabscenteret for nylig har meddelt Huset, at der nu må lukkes op til 600 mennesker ind til arrangementer, når der er torsdagstræf. - Og det brev fik vi altså inden Lars Bang Jensens kritik, som jeg tager skarpt afstand fra, siger Edgar Christensen. Lars Bang Jensen afviser formandens kritik, men har ikke den store lyst til at gå ind i en større debat om sagen. - Jeg har ikke nogen kommentarer. Edgar kan mene, hvad han vil, konstaterer souschefen. - Men Edgar Christensen og John Nørgaard er åbenbart enige om, at samarbejdet med beredskabscenteret er tilfredsstillende. Har du drøftet det her med John Nørgaard? - Ja. Og både Edgar og John ved inderst inde godt, at det ind imellem bare er for meget, hvad beredskabscenteret forlanger. - Men det siger de ikke officielt? - Nej-nej. Men Edgar har heller ikke det ansvar for kommunens budget, som jeg har. Jeg har ikke nogen kommentarer til kritikken, og jeg er i min gode ret til at udtale mig, som jeg har gjort, svarer Lars Bang Jensen.