Retspleje

Formand gav dreng en lussing

HJØRRING/HIRTSHALS:Det kostede i går en afdelingsformand for en boligforening i Hirtshals en betinget dom og en tillægsbøde på 2000 kr., at han gav en 14-årig dreng en lussing. Overfaldet fandt sted på en legeplads ved Margretheparken i Hirtshals den 27. maj. Den 14-årige gik sammen med et par kammerater ind på legepladsen - og begyndte at hoppe på en trampolin. Et par piger klagede deres nød til formanden. De følte, at de på en måde blev tyranniseret af drengene. Formanden gik ind på legepladsen og var godt gal i skralden. Han beordrede drengene væk, og herunder gav han, ifølge anklageskriftet, en af drengene en lussing. I retten i Hjørring i går nægtede den 59-årige formand at have slået. Han havde kun grebet fat i kravetøjet på drengen, men han blev modsagt af den 14-årige dreng og hans kammerater, der blev ført som vidner. De sagde alle, at den 59-årige havde slået. Et andet vidne blev også ført. Det var en beboer i Margretheparken, der oppe fra sit vindue havde set, at formanden greb fat i drengen, ikke at han havde slået. Den 59-årige slap, på grund af sagens omstændigheder, som det hedder i dommen, med en betinget straf. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til anke til landsretten.