Formand: Golfklub overlever

Stram styring af udgifterne efter hårdt år i Øland Golfklub.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dygtige greenkeepere godt hjulpet af mange frivillige har været medvirkende til at Øland Golfklub råder om en bane af meget høj standard. At den er placeret i naturskønne omgivelser gør ikke oplevelsen ved at spille golf ringere.

2009 blev et hårdt år for Øland Golfklub. Det havde bestyrelsen også ventet. Derfor har den året igennem stået for en meget stram styring af udgifterne. - Det er den hverdag, vi skal vænne os til. Sådan lød det fra formand Ejner Bering ved klubbens generalforsamling. - Vi har brugt megen energi i forbindelse med ebh bank's krak. Vi har indgået en aftale med afviklingsselskabet. Det betyder, at vores gæld til banken på 5,9 millioner kroner bliver rente- og afdragsfrit i tre år. Derefter skal der forhandles om afvikling af gælden. Golfklubben har også låst renten fast på et kreditforeningslån i de kommende tre år. Dette alene giver en besparelse på 180.000 kroner om året. - Disse to forhold giver os økonomisk handlefrihed i de kommende tre år, hvor vi selv skal hårdt og målrettet arbejde for en nettotilgang af medlemmer. Vi er for tiden godt 400 medlemmer, og klubben skal årligt have en nettotilgang på mindst 20 medlemmer for at kunne skabe en sund økonomi, forklarer Ejner Bering. - Jeg ser ingen umiddelbar fare for, at klubben ikke skulle kunne overleve, selv om der er mange klubber rundt om os. Golfklubbens egenkapital er på minus 2,1 million kroner. Flere medlemmer Der er en generel stagnation i medlemstallet hos de fleste danske golfklubber. Kombineret med finanskrise prægede dette golfsporten i 2009. - På landsplan forsvinder otte-10 procent af medlemmerne ud af klubberne efter sæsonen. Det gælder selvfølgelig også hos os. - Vi havde 45 på golfskole i 2009 og håber på mindst det samme antal i år. De første tilmeldinger til årets golfskole er allerede modtaget. Vi lægger ud med undervisningen søndag 10. april. Golfklubben har planer om at invitere de lokale bysamfund i den tidligere Brovst Kommune til åbent hus på golfbanen i løbet af 2010. - Vi bruger medlemmerne som ambassadører til at skabe kontakten med borgerne i det enkelte bysamfund. Det var planen, at disse besøg skulle indledes allerede her i marts. Men sneen dækker banen endnu, så vi venter, til vi kan spille. Flex-ordninger Øland Golfklub har taget initiativ til to nye medlemsformer: Miniflex og Miniflex inkl. fem runder på banen. Nogen vælger at stoppe på grund af manglende tid til at nyde golfspillet. Kommer de kun på banen få gange, kan det være et par dyre runder, de spiller. Med Miniflex betaler de et meget lavere kontingent og får til gengæld ikke medlemskab af Dansk Golf Union og dermed mulighed for at spille på andre baner. - Vi har allerede tegnet flere Miniflex-medlemskaber til medlemmer, der ellers ville stoppe. På denne måde kan vi fastholde spillerne som medlemmerne og havde en indtægt på deres kontingent.