Formand har gjort sig selv overflødig

Hobro Idræts Klub nedlægger hovedafdelingen.

Hans Mikkelsen kan efter generalforsamlingen onsdag aften meget passende hænge dette skilt op. Arkivfoto

Hans Mikkelsen kan efter generalforsamlingen onsdag aften meget passende hænge dette skilt op. Arkivfoto

Hans Mikkelsen har efter 10 år som hovedformand i Hobro Idræts klub gjort sig selv overflødig. Derfor har han som sin sidste gerning med den kasket taget initiativ til, at hovedafdelingen nedlægges, og at de tre sportslige HIK-klubber i alle henseender bliver selvstændige. - Tiden er løbet fra den paraply-organisation, vi i sin tid fik opbygget. Det er ganske enkelt et for tungt system at arbejde med i dagligdagen, erkender Hans Mikkelsen. Hovedafdelingen nedlægges på en ekstraordinær generalforsamling i klubhuset på DS Arena onsdag. Hans Mikkelsen anser det for at være en formssag. - Der er klubben rundt enighed om det, og vi har jo også forberedt os på den måde, at hovedafdelingens formue på omkring 600.000 kr. tidligere på året er uddelt til de tre sportslige afdelinger. Tilbage i kassen er der kun nogle få tusinde kroner, som kun lige akkurat dækker udgifter til annoncering og afvikling af generalforsamlingen, siger Hans Mikkelsen. For den snart forhenværende formand bliver den afsluttende generalforsamling også afslutningen på 22 års uafbrudt virke i Hobro Idræts Klubs tjeneste. Han trådte første gang til i 1989, da han blev valgt som formand for håndboldafdelingen, og har været hovedformand de seneste 10 år.