Formand kræver færre bevillinger

Der er for mange værtshuse i Blokhus

Turisme 27. september 2002 08:00

BLOKHUS: På Turisme i Pandrup Kommunes årsmøde onsdag aften kunne koordineringsgruppens formand, Kjeld Andersen, konstatere, at der er alt for mange bevillinger i Blokhus. - I Blokhus er der rigeligt med spiritusbevillinger i forhold til, hvad der burde være. Især forretninger, der kun har åbent i en eller to måneder om året, er problemet, sige Kjeld Andersen. Han opfordrer bevillingsnævnet til at begrænse antallet og kræve, at restaurationerne også har åbent ud over højsæsonen - Vi stiler efter virksomheder, der er fuldt seriøse og har åbent mindst fem måneder, siger Kjeld Andersen. Borgmester Flemming Jansen (v) er formand for bevillingsnævnet i Pandrup kommune. Han understreger, at nævnet har de samme intentioner som turisterhvervet, men at de først må undersøge lovgrundlaget for den slags påbud. - Antallet skal ned, problemet er, hvordan det kommer ned. Vi skal finde en model, der er vandtæt i forhold til lovgivningen, og vi må ikke gøre forskel på ansøgerne. Det er en balancegang, for det er et frit land, men vi er ikke interesserede i tilstande, hvor folk ikke kan leve af forretningerne, siger han. Med hensyn til kravet om et minimum af åbningsdage, kan Flemming Jansen oplyse, at man ikke kan kræve åbent hele året, men at man vil undersøge lovgrundlaget for at kunne kræve åbent eksempelvis fem måneder om året. Strammere regler Kjeld Andersen ser frem til bevillingsnævnets initiativer, og tror at strammere regler gavner byen. - En opstramning af reglerne vil sende positive signaler til omgivelserne om, at vi i Blokhus har styr på tingene og trækker på sammen hammel, siger han. Formanden ser dog også muligheder for stramninger indenfor andre områder end åbningstiderne. - Gruppen har efterlyst en strammere styring på bevillingsområdet. Eksempelvis således, at bevillingen kun kan opretholdes, hvis restauratøren overholder de gældende regler for parkeringspladser, udeservering, skiltning, overdækning med mere. Betingelserne skal naturligvis meddeles samtidig med udstedelse af bevillingen, så både kommunen og restaurationsindehaveren kender betingelserne, siger Kjeld Andersen. Nye forretninger og kunder Når antallet af restaurationer i Blokhus bliver reduceret, håber Kjeld Andersen, at det kan lokke en anden form for forretningsdrivende til. - Hvis vi får fem af den slags kunstbutikker, de har i Lønstrup, trækker det flere gode og seriøse turister til. De vil have god og ordentlig kvalitet, og så må det godt koste noget, siger han. Netop forbilledet i Lønstrup kunne formanden og resten af turisterhvervet lære mere om i onsdags. Efter årsmødets mere formelle dele havde Koordineringsgruppen bedt landskabsarkitekt Ester Mortensen fra Hjørring Kommune og arkitekt Allan Normann Sørensen om at fortælle om, hvordan Lønstrup er blevet til den turistby, den er i dag. Forklaringerne gik mest på de temmeligt strenge regler for arkitektur og forretningsliv. Selvom turisterhvervet i Blokhus er mere interesseret i antallet af værtshuse end højden på tage, forklarer Kjeld Andersen, at oplægget var en inspiration for koordineringsgruppens fortsatte arbejde med ideer til lokalplanen - Det gav en åndelig bagage til vores arbejde med seriøse forslag til turismepolitikken, siger han. Mange internetbookinger Udover formandens opfordringer til bevillingenævnet og foredraget fra Lønstrup, kunne Kjeld Andersen præsentere en pose blandede bolcher, når det kom til årsoversigten. Han kunne stolt berette om mærkbart flere bookinger over internettet, blandt andet er 38% af Sol & Strands kunder kommet på plads helt uden telefonisk kontakt. Derudover var der positive meldinger fra hotelejerne, der sammen med restaurantejerne melder om en god sæson. Campingpladsene har en lige så dårlig sæson som sidste år, mens taxavognmændene har mærket endnu en markant nedgang, når der ikke længere er nær så mange unge mennesker på diskotekerne. Omåredets attraktioner melder om et næsten uopdyrket marked i de mange tyske turister. Mens 80 pct. af sommerhusgæsterne er fra Tyskland, er kun fem pct. af Fårup Sommerlands 445.000 gæster tyskere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...