Lokalpolitik

Formand: - Nej til Aars

LØGSTØR:- Et samarbejde med Aars vil ikke komme til at fungere. Mange års erfaringer viser at det ganske enkelt er umuligt. Sådan lyder det fra formanden for Løgstør Kommunes Erhvervsråd, bagermester Keld Dal. Keld Dal vil under ingen omstændigheder have Løgstør ind i en ny vesthimmerlandsk storkommune sammen med Aars. - Løgstør er gang på gang blevet snydt af Aars. Det seneste eksempel var, da Aars Kommune fik flyttet øjenlægepraksissen fra Løgstør til Aars. - Det er ikke en måde at opføre sig på. Det er umuligt at få et samarbejde med nogen som ”stjæler”, siger Keld Dal, som forudser et uendeligt slagsmål mellem Aars og Løgstør, hvis de to nuværende kommuner bliver en del af en ny stor kommune i Vesthimmerland. - Det vil aldrig nogensinde komme til at fungere, vurderer erhvervsrådsformanden som i modsætning til Aars gerne ser et samarbejde med Nibe. - Mit bud på et ideelt giftermål for Løgstør Kommune er en storkommune, der består af de nuværende 12 kommuner i Region Aalborgsamarbejdet. - Aalborg er lokomotivet og for mig at se ville det bedste være hvis Løgstør kom ind i en storkommune, hvor Aalborg var storebror. - Jeg mener man bør tilstræbe nogle meget store enheder - ellers har jeg lidt svært ved at se hele idéen med en kommunesammenlægning. Ændre igen - Jeg tror, at man i løbet af kort tid bliver nødt til at ændre på strukturen igen, hvis ikke vi får etableret nogle store bæredygtige kommuner fra start, siger Keld Dal. - Nu er det jo sådan, at Strukturkommissionen ikke lægger op til at den mulighed er særlig realistisk. Derfor er den bedste - og realitiske løsning - at vi kommer sammen med Nibe ind i det der er blevet kaldt en ”Banankommune”. De øvrige kommuner der har været talt om i denne banan-kommune er Støvring, Sejlflod og Skørping. Helst Fjerritslev med - Allerhelst så jeg at Fjerritslev kom med i dét sambejde. Kan det ikke lade sig gøre, så er det meget vigtigt, at Løgstør bevarer de gode samarbejder vi har med Fjerritslev, siger erhvervsrådsformanden. - Jeg er ganske godt klar over, at vi endnu ikke har fået meget ud af samabejdet i Midtfjord Udviklingsråd, som blev etableret sammen med Fjerritslev for nogle år siden. - Der har været nogle startvanskeligheder, men jeg føler, at de er ved at være overstået og personligt tror jeg, at samarbejdet kan blive ganske frugtbart. Det vil i hvert fald være en skam helt at droppe de relationerne til Fjerritslev. - Vi har mange ting til fælles - ikke mindst at begge er yderområder, der har en hård kamp foran os i bestræbelserne på at få gjort det attraktivt at bosætte sig her, siger Keld Dal.