Hobro

Formand: Nu må vi have en omfartsvej

Brogade skal aflastes, mener formand for teknisk udvalg

HOBRO:Det bliver nødvendigt med en omfartsvej ved Hobro for at aflaste den stærkt trafikerede Brogade i Hobro. Det mener Preben Christensen (S), formand for teknisk udvalg i Hobro Kommune og kommende teknisk udvalgs formand i Mariagerfjord Kommune. - Det kommende byråd må forsøge at se med helikoptersyn på Hobro. Trafikken er i stadig stigning, og hvordan vil den se ud om fem eller ti år? - Vi er nødt til at sikre os en omfartsvej i Hobro. Jeg forestiller mig, at den kan begynde ved Kirkegårdsvej, når man kommer fra nord ad Nordre Ringvej. Den skulle gå ind til Hørby-området og tværs over til Ølsvej og Skivevej, siger Preben Christensen til avisen. Kritikerne af lokalplanforslaget for Brogade er bekymrede for udsigten til øget trafik på den i forvejen belastede Brogade og for, hvilke konsekvenser det kan få for de bløde trafikanter - også selv om der ifølge planen skulle laves cykelstier. Preben Christensen deler bekymringerne for trafiktætheden på Brogade, selv om han var fortaler for lokalplanforslaget. Bekymringen næres af en dugfrisk trafiktælling på Brogade. Den viser, at der kører omkring 15.000 biler og lastbiler dér i løbet af et hverdagsdøgn. Knap halvdelen af dem kører for stærkt. Det er næsten ”københavneragtige tilstande”, vurderer Preben Christensen. Preben Christensen forklarer stigningen i trafikken med, at der bor flere i Hobro nu end dengang, der er skabt flere arbejdspladser, flere er i job og flere familier har to biler. Trafikken på Brogade er i dag lige så intens, som før motorvejsstrækningen ved Hobro blev bygget i 1992. Et af argumenterne for motorvejen var dengang at aflaste Hobros bymidte for trafik.