Formand og næstformand får markant lønnedgang

Lønnen er reduceret til henholdsvis 160.000 og 80.000 kroner

Før fik formanden for bestyrelsen i Forsyningen 240.000 kroner. Nu får han 160.000 kroner. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Før fik formanden for bestyrelsen i Forsyningen 240.000 kroner. Nu får han 160.000 kroner. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:For nogle måneder siden var der en voldsom debat i Frederikshavn Kommune, der handlede om dyre kommunale direktører, der fik høje lønninger.

En hel del skatteborgere havde ganske enkelt svært ved at forstå, hvorfor medarbejderne i kommunen skulle have gyldne fratrædelser og millionlønninger.

De fleste blev dog enige med sig selv om, at der ikke var noget at gøre ved disse lønninger, fordi aftalerne bliver indgået mellem arbejdsmarkedets partner - langt væk fra Frederikshavn Kommune.

Men på visse områder har kommunerne noget at skulle have sagt. Blandt andet når det handler om vederlag til byrådspolitikerne.

Borgmester Birgit Hansen (S) fortæller, at politikerne op til valget og under budgetlægningen diskuterede, hvorvidt visse vederlag var for høje eller ej.

- Det var en slags evaluering, hvor vi skulle vurdere, om der var noget, vi ville ændre til næste byrådsperiode. Og der var bred politisk enighed om, at honoraret til formand og næstformand i Forsyningen A/S skulle reduceres i den kommende byrådsperiode, skriver Birgit Hansen i en mail til NORDJYSKE.

Hidtil har det været sådan, at formanden for Forsyningen fik 240.000 kroner årligt, mens næstformanden fik 120.000 kroner.

De beløb er nu reduceret kraftigt til henholdsvis 160.000 kroner og 80.000 kroner.

I følge Birgit Hansen er barberingen af beløbene opstået som en vurdering af bestyrelsesarbejdets omfang.

Ny formand for Forsyningen A/S er i øvrigt Jens Hedegaard Kristensen (S).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.