Formand om musikken på Smukfest: Alle har leveret

Nogle hovednavne høstede mere ris end ros på Smukfest, men alle har leveret det forventede, mener formanden.

En stopfyldt bøgeskov tog imod Kim Larsen, da han onsdag optrådte på Smukfest i Skanderborg. Omkring 32.000 var dukket op for at høre hits som "Midt Om Natten" og "De Smukke Unge Mennesker", hvilket gjorde det til den mest besøgte koncert på festivalen. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Musik 12. august 2018 23:31

Britney Spears var "skandaløst ringe" og en "kæmpe fiasko", Kim Larsen var "nedslidt", mens Kendrick Lamar var "mat" og "tog den på rutinen".

Der har været langt mellem de rosende ord til en del af de hovednavne, som de seneste dage har optrådt på Smukfests største scene, Bøgescenerne.

Men selv om en del artister langt fra levede op til anmeldernes forventninger, har talsmand og formand for Smukfest Poul Martin Bonde ingen kritik at komme med, efter at festivalen søndag aften er ovre.

- Vores optrædener har leveret, hvad man kan forvente af dem.

Han er blandt andet uforstående over for det væld af et-stjernede anmeldelser, der væltede ud efter Britney Spears' koncert onsdag aften.

- Når folk kommer og leverer det, de kan, har jeg uendeligt svært ved at forstå, at det bliver en et-stjernet koncert. Det må svare til at få 00 i skolen, og det er mig en gåde, hvordan folk uddeler stjerner, siger Poul Martin Bonde.

Han ser Spears som en spændende booking og mener, at det er meget positivt, at Smukfest tager chancer og prøver forskelligt af i bøgeskoven.

Alligevel var det tilsyneladende ikke alle koncerter, der blæste festivalformanden bagover af begejstring.

- Det kan godt være, at der er en koncert eller tre koncerter, der skuffer, men jeg har svært ved at forestille mig, at man kan gå herfra og ikke have hørt noget god musik hver eneste dag, fordi der er altså uendeligt meget af det.

- For mig er det helheden, der er højdepunktet, ikke en enkelt koncert, siger han.

Smukfest begyndte onsdag 8. august og sluttede om aftenen søndag 12. august.

Ifølge Poul Martin Bonde er festivalens bookere allerede i fuld gang med at gøre klar til næste års program, hvor Smukfest kan fejre 40-års jubilæum.

Han vil ikke ud med, hvem han helst ser i bøgeskoven til jubilæet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...