Formand rystet over spareforslag

Mie Kjelgaard, V. Hjermitslev, frygter, at tilbygning droppes

Skolevæsen 27. september 2002 08:00

V. HJERMITSLEV: - Det er frygteligt beklageligt, og det virker som utroværdig politik. Det kan ikke passe, at de prøver at stoppe det igen. Formanden for skolebestyrelsen ved V. Hjermitslev Skole, Mie Kjelgaard, er rystet over meldingen om, at tilbygningen til skolen atter er i fare for at blive udskudt til næste år eller eventuelt bliver droppet. Som omtalt i gårsdagens avis foreslår et flertal i økonomiudvalget bestående af Venstre og Dansk Folkeparti, at tilbygningen udskydes til næste år på grund af kommunens økonomiske situation. Derved kan kommunen spare 1,6 mio. kr. på dette års budget. I foråret blev et lignende forslag stemt ned i byrådet, og derfor var skolebestyrelsen overbevist om, at der ikke igen ville blive stillet spørgsmålstegn ved, om tilbygningen skulle opføres. - Jeg føler mig løbet om hjørner med. Det er dybt frustrerende, at vi bliver stoppet i processen hele tiden, siger Mie Kjelgaard, som fornemmer, at nogle politikere allerede har besluttet at ændre strukturen på skoleområdet, selv om der først for alvor tages hul skolestrukturdebatten senere på efteråret og i vinter. - Hvis tilbygningen ikke bliver lavet i år, så tror jeg aldrig, at den kommer. Jeg tror ikke på, at der bliver bevilget 1,6 mio. kr. til det næste år, og skal der ske fysiske ændreinger på andre skoler, fordi man ændrer strukturen, så får vi ikke bygget til i V. Hjermitslev, siger skolebestyrelsesformanden, som slår fast, at der er behov for tilbygningen, selv om byrådet skulle beslutte at flytte 7. klasse fra skolen. Står fast Mie Kjelgaard sætte sin lid til, at der igen tegner sig et flertal imod forslaget, når sagen skal drøftes i byrådsssalen. I foråret stemte Socialdemokraterne forslaget ned sammen med to medlemmer af Venstres gruppe, Karen Sørensen og Inger Bertelsen. Karen Sørensen holder fast ved sin beslutning. - Jeg kan ikke se fornuften i at udskyde tilbygningen. Hvis det sker, skal der istedet sættes pavilloner op, og det mener jeg ikke, vi skal spilde penge på, siger hun. Socialdemokraterne er også stadig imod forslaget, understreger økonomiudvalgsmedlem Søren P. Mortensen. - Vi har vist vilje til at løse problemerne i Jetsmark og Pandrup, og så skal vi også gøre det i V. Hjermitslev. Vi skal ikke kun tænke på økonomi, for det er børnene og deres undervisning, det drejer sig om. Jeg ved ikke, om nogle politikere har andre planer med skolerne, men for mit vedkommende er der ingen skjulte dagsordener, siger Søren P. Mortensen. - Jeg synes, man skal respektere et flertal i byrådet. Det er første gang, at jeg har oplevet, at man ikke vil gøre det, tilføjer han. Søren P. Mortensen påpeger, at forholdene på V. Hjermitslev Skole bør være lige så gode som på andre skoler, og argumenterne for at udskyde tilbygningen er ikke nok til at ændre hans holdning til projektet. - Der skal være lidt retfærdigt i det. Det handler også om tillid og værdighed, men selv om kommunen har bygget på de andre skoler, så vil man pludselig ikke det sidste sted, siger Søren P. Mortensen. Han minder om konklusionerne i den rapport om skolernes tilstand, som blev udarbejdet længe før, byrådet tog beslutning om renovering og tilbygning. Rapporten pegede på, at der var et stort behov for at forbedre forholdene på skolen, forklarer Søren P. Mortensen, som slår fast, at de allerede aftalte projekter bør gennemføres i år, og at man kan tage budget 2003 op til revision i løbet af næste år, når politikerne får de første regnskabsrapporter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...