Formand sansede samfundet

Mogens Lykketoft fik miljø-argumenter med hjem fra Uponor i Hadsund

HADSUND:Uponor-direktør Mads Isager fortalte i går over en kop tår kaffe om, at virksomheden både internationalt og lokalt på Fabriksvej sætter sine medarbejderes ve og vel højt - ikke kun på det formelle plan men også på det uformelle - eksempelvis ved, hvad han kaldt ”en åben dør-politik”. I går gjaldt den politik en delegation af socialdemokratiske politikere med partiformand Mogens Lykketoft i spidsen. Han var i forbindelse med et Nordjyllands-besøg i Hadsund, fordi landsdelsledelsen af SiD havde peget på Uponor som en virksomhed, der netop gør noget for miljøet og arbejdsmiljøet. - Et indlysende valg, mente den lokale SiD-formand John Hansen, der lod ane, at det med henblik på muligheden for at bevare lokale arbejdspladser også kunne være gavnligt, at de gæstende S-politikeres opmærksomhed blev henledt på Uponors bestræbelser på at genanvende PVC. Dét er nemlig, fortalte også Mads Isager, bestræbelser, der risikerer at komme til at lide under nye afgiftsregler, der er på vej fra Folketinget, og som kommer oveni, at mange kommuner blankt afviser at bruge PVC-rør, selv om Uponor har udviklet nogle, der består af 80 procent genanvendt PVC. Mads Isager sagde, at han ikke lagde op til en PVC-debat, men at han bare ville fortælle ”en lille historie” om en problemstilling, som han ikke vidste om de gæstende politikere var opmærksomme på. - Nu skal vi nok holde øje med det, smilede Mogens Lykketoft. Besøget på Uponor omfattede også en rundvisning på hele virksomheden, der jo arealmæssig er anselig. Det gav borgmester Karl Christensen mulighed for at råde bod på, at den stramme tidsplan ikke gav tid til at se nærmere på det igangværende skole- og svømmehalsbyggeri, sådan som borgmesteren havde foreslået. Mogens Lykketoft ved i hvert fald nu noget om de særlige problemer, der skal løses, når man bygger svømmehal et sted, hvor grundvandet står højt. Han ved også, at Hadsund Kommune og Uponor er glade for deres indbyrdes samarbejde på miljøområdet. Han ved noget om, hvordan kloakrør produceres, om at man kan reparere kloakledninger ved at lægge plasticrør deri og puste dem op bagefter, han ved noget om Wuppi-samarbejdet på PVC-genbrugsområdet, at de 88 ansatte i Uponors produktion arbejder i fem-holdsskift og han ved, at den røg, der i går trak hvide striber på den blå himmel over Hadsunds industrikvarter ikke kom fra Uponor, men fra det nærliggende fjernvarmeværk. Og han var glad for det hele Mogens Lykketoft, der sagde, at det altid er spændende at komme på virksomhedsbesøg. Det hjælper på ”sansningen af samfundet”, sagde han og lod forstå, at det var et gavnligt supplement til den mere teoretiske del af en toppolitikers daglige arbejde.