Sæby

Formanden på tur i haven

Lederen af Bangsbo Botaniske Have, Bjarne Jørgensen, var tirsdag på rundtur i Nellemanns Have. Helt tilfældigt mødte han formanden for bestyrelsen i Nic. Nellemanns Fond, Hans Krarup Olesen.  Foto: Eva Seider

Lederen af Bangsbo Botaniske Have, Bjarne Jørgensen, var tirsdag på rundtur i Nellemanns Have. Helt tilfældigt mødte han formanden for bestyrelsen i Nic. Nellemanns Fond, Hans Krarup Olesen. Foto: Eva Seider

SÆBY:I tirsdags havde NORDJYSKE inviteret Bjarne Jørgensen med på en rundtur i Nellemanns Have. Bjarne Jørgensen er leder af Bangsbo Botaniske Have, og i en artikel, der blev bragt i onsdags, fortalte han blandt andet om det omfattende frivillige arbejde i Bangsbohaven. På vores rundtur mødte vi helt tilfældigt formanden for bestyrelsen i Nic. Nellemanns Fond, Hans Krarup Olesen, der som bekendt også har plads i Sæby Byråd. Hans Krarup følger med interesse den store debat omkring et boligbyggeri i haven, og han holder fast i det faktum, at et frasalg af en del af haven, vil gøre det økonomisk muligt at bringe resten af området i en stand, som alle kan være bekendt. Mens vi går rundt og kigger på træerne, fortæller Hans Krarup, at frasalget vil både give råd til en renovering af den resterende have samt efterlade et vist millionbeløb til de kommende år. Renterne af dette beløb vil sikre, at der i årene fremover vil være råd til vedligeholdelse af Nellemanns Have. Hans Krarup ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange penge frasalget vil indbringe. I onsdagens artikel om Bangsbo Botaniske Have står der blandt andet beskrevet, hvordan botanisk have søger penge fra forskellige fonde, hvilket Nic. Nellemanns Fond aldrig har benyttet sig af. Det skyldes - ifølge Hans Krarup Olesen - at det er kompliceret, når en fond skal søge en anden fond om penge. I øvrigt vil Hans Krarup på et senere tidspunkt gerne i kontakt med Bjarne Jørgensen med henblik på at få gode råd.