Formandens forhånds-farvel

SiD's Svend Mortensen aflagde sin sidste formandsberetning i vanlig stil

Arbejdsmarked 27. februar 2003 07:00

DRONNINGLUND: Svend Mortensen traskede som vanligt rundt i strømpesokker og omgivet af en aura af autoritet og engagement, da han tirsdag aften på SiD Dronninglunds generalforsamling på Dronninglund Hotel aflagde sin sidste beretning som formand for kommunens største fagforbund efter mere end to årtier på denne post - og 27 år på SiD-kontoret i Dronninglund. - Jeg har været glad for og stolt af det her arbejde, og jeg har været glad for at gå på arbejde hver dag. Det er godt at kunne sige, fastslog Svend Mortensen, der fortsætter på formandsposten frem til udgangen af august for derefter som 62-årig at gå på efterløn. Ud over sit forhånds-farvel kom Svend Mortensen i sin årsberetning vanen tro vidt omkring, og mens han indledningsvis noterede sig, at den nye VK-regering har ødelagt en gammel tradition med samarbejde i Folketinget, så slog han også fast, at det i dag er egoismen, der har fået overtaget i befolkningen. - Man tænker kun på sig selv, og det er ikke godt for et land, hvor der ellers har været tradition for at samarbejde, tilføjede han. Derudover bemærkede Svend Mortensen, at han som SiD-formand desværre får lov til at afslutte sit job med en forestående voldgiftssag med kommunen, inden han valgte at fokusere på de forskellige områder inden for SiD's område. Chauffører presses Her glædede SiD-kaptajnen sig indledningsvis over, at det går fremad på bygge- og anlægsområdet. Omvendt frustreret var han til gengæld over transport-området, hvor særligt rutebilschaufførerne ifølge Svend Mortensen får en dårlig behandling af arbejdsgiverne. - De forfærdelige sager, vi tidligere oplevede på landbrugsområdet, har rutebilschaufførerne nu overtaget. De får dårlige lønninger og dårlige arbejdstider, og det er noget svineri, at man kan få lov til at sende folk hjem tre-fire timer midt på dagen uden at betale dem, konstaterede han. Svend Mortensen var ligeledes skuffet over, at der p.t. er 30 igangværende arbejdsskadesager. - Arbejdsskader koster samfundet 22 milliarder kroner hvert år. Det svarer nogenlunde til arbejdsløshedsunderstøttelsen, og det er noget skidt, at der ikke er blevet gjort mere for at forbedre arbejdsmiljøet. Det er alt for dyrt, hvad vi nu har gang i - også for den enkelte, fastslog han. Kritik var der også af de arbejdsgivere, der endnu ikke har styr på reglerne om ansættelseskontrakter, og mens Svend Mortensen med blikket rettet ud mod verden understregede, at det var vigtigt at forholde sig positivt til EU's udvidelse mod øst, så sendte SiD-formanden også en afsluttende, verbal bredside mod regeringen og det nyindførte krav om, at ledige skal lægge en CV ud på internettet. En dumhed Svend Mortensen noterede sig i den forbindelse, at de færreste overhovedet ved, hvad en Curriculum Vitae egentlig er, ligesom han havde mere end almindeligt svært ved at se fornuften i at tvinge for eksempel en mand, der i 30 år har styret en traktor i sikker stil, til at lægge en dataliste om sit liv og karriereforløb ud på nettet. - Det er en skandale og en dumhed af arbejdsministeren. Der er ikke en procent af vores medlemmer, der får job på den måde. Det er derfor en tvang, og hvad er det da for noget, spurgte Svend Mortensen - uden som ventet at få andet end anerkendende nik fra de mange fremmødte ved den uigenkaldeligt sidste generalforsamling med ham som formand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...