Lokalpolitik

Formandskamp i S skal ned i tempo

Hjørrings borgmester, Bent Brown (S), advarer mod for hårde udmeldinger

HJØRRING: Kampen om, hvem der skal stå i spidsen for Socialdemokraterne, er også nået til Hjørring. Med en nordjyde som den ene kandidat til formandsposten følges valg-kampen med ekstra opmærksomhed på borgmesterkontoret i Hjørring Kommune, hvor der gennem tiden traditionelt har siddet flest socialdemokrater. Også i denne valgperiode, som bliver den sidste for den nuværende borgmester, Bent Brown (S), Han råder nu sine partikollegaere til at følge et godt råd fra Thisteds borgmester, Erik Hove Olesen (S), der har bedt topfolkene i partiet om at holde nallerne væk fra debatten, efter det er ved at trække op til en ny fløjkamp om magten. - Jeg synes, det er en klog udmelding, og det irriterer mig faktisk at følge den debat, der kører nu. Jeg kan godt huske, da vi havde fløjkrigen med Poul Nyrup og Svend Auken, og det har vi bestemt ikke behov for igen, siger Bent Brown, der har undret sig over udmeldinger fra Frank Jensen (S) om, at klassekampen skal tilbage i dansk politik. - Vi skal ikke isolere os uden på venstrefløjen. Jeg har gode erfaringer i at samarbejde på tværs her i Hjørring, og folk kan altså godt se forskel på det ene og andet, selv om man samarbejder. Vi skal ikke ud i en fløjkrig og det kan man kun undgå, hvis man stopper med sådanne bombastiske udmeldinger. -Kan man så tolke, at du ikke støtter Frank Jensen? - Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Jeg afventer vores kongres og så kommer der en urafstemning. Det vigtigste er bare nu, at vi ikke kommer i en ny fløjkrig, siger Bent Brown.