Formandsskifte hos DcH

Jes Svennum ny formand for DcH Dronninglund

Ole Torp
Flemming Wiederholt (t.v.) og Jes Svennum foran foreningsfanen, hvor man kan se DCH-logoet. De mange sølvplaketter på stangen er fra de DM, man har deltaget i. Foto: Ole Torp
Dronninglund 1. januar 2016 12:54

DRONNINGLUND: - Det gode kammeratskab, socialt sammenhold og interessen for hundesporten er de tre vigtige ting, som har kendetegnet denne forening, siger den afgående formand for DCH Dronninglund, Flemming Wiederholt.

Denne flotte beskrivelse af foreningen DcH - Danmarks Civile Hundeførerforening er Flemming Wiederholt absolut kvalificeret til at give, idet han har været medlem i 25 år - de sidste 20 som formand. Foreningen havde ved sin start 30 medlemmer, mens tallet nu er 210.

- Da jeg startede som formand, holdt vi til på Himmerigsvej - faktisk som nabo til Dansk Politihundeforening. Men vi manglede udenomsplads, så med hjælp fra et meget imødekommende Hjallerup Samvirke flyttede vi til vores nuværende placering på Skelbakvej ved Markedspladsen. Klubhuset blev også flyttet og blev ved samme lejlighed udvidet. Apropos klubhus så sparer vi op til et mere moderne et af slagsen og har efterhånden en helt pæn egenkapital. Vi har lejet jorden af Samvirke, og den nugældende aftale løber frem til 2020.

DM 2014

Et andet bevis på foreningens succes er, at så godt som alle de år, hvor der har været DM, har Dronninglund-afdelingen været repræsenteret, og flere af foreningens medlemmer er placeret i flere af landsorganisationens organer.

- DM 2014, som vi selv stod for, må siges at være kronen på værket. Fra flere sider har vi fået meget positive tilkendegivelser af vores arrangement, og det skyldes først og fremmest den gennemførte kollektive indsats fra medlemmerne. Vi havde også et fremragende samarbejde med gymnasiet, efterskolen og Dronninglund Skole. Specielt dette projekt og den positive udvikling i foreningen generelt skyldes i høj grad den meget aktive og godt samarbejdende bestyrelse.

Ny mand i spidsen

- Jeg har ikke selv haft hund de sidste seks år, hvilket skyldes allergi i familien, men min store interesse for specielt hundeadfærd har jeg stadigvæk dyrket og vil fortsat gøre det, når jeg nu fortsætter som almindelig træner af især de nye, unge hvalpe. Med et par nye velkvalificerede folk i bestyrelsen tegner fremtiden godt for vores forening, tilføjer den afgående formand.

På DCHs generalforsamling meddelte Flemming Wiederholt, at han ønskede at træde tilbage, idet han ønskede at blive afløst af yngre kræfter.

Generalforsamlingen valgte i stedet Jes Svennum som foreningens nye formand. Jes Svennum er 40 år, gift og bor i Hollensted ved Hallund. Han arbejder i det rådgivende ingeniørfirma JPH i Dronninglund, som blandt andet tager sig af forsikringsskader.

Han startede med hund i 2008 og færdiggjorde en træneruddannelse i 2012. Han blev ligeledes uddannet som dommer to år senere.

- Jeg har selvfølgelig nogle ting, som jeg vil satse på, nu jeg er blevet formand. Jeg vil forsøge at samle klubben noget mere og arbejde på at bibeholde det fine medlemstal - eventuelt forøge det. Jeg vil også få flere interesseret i trænergerningen og forøge antallet af konkurrencehunde, siger Jes Svennum.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...