Formel 1 til hest - dyrt men dejligt

Aalborg 29. september 2002 08:00

AALBORG: Smilet var ikke til at tage fejl af hos 20-årige Stine Wiis fra Fristrup Rideklub, og den stille vrinsken fra ni-årige Second Bally underbyggede, at parret lige havde afsluttet et succesrigt ridt på terrænbanen i kampen om ungrytternes DM, indlagt i military-stævnet Aalborg International Horse Event. - Det gik rigtig fint. Ingen fejl - måske lidt på tid - men en perfekt tur, sagde Stine Wiis, som efter førstedagens dressur lå på fjerdepladsen i kampen om DM-titlen. - Det skulle gerne give en medaljeplacering i morgen (i dag, red.) når vi har været igennem ridebanespringningen. Han (Second Bally) har ikke været så god til springningen de to seneste gange, vi har været ude, men vi har trænet meget, så jeg tror på, at vi klarer den. Stine Wiis er ud af en hesteglad familie, og hun har selv været bidt af sporten i en halv snes år. - Jamen det er dejligt. Det svarer til Formel 1 til hest, det her. Men det er en dyr sport. Og det er ikke let at få sponsorer, så det sætter sine begrænsninger for, hvor langt man kan nå. - Jeg har hesten, men ikke midlerne, erkender hun åbenhjertigt efter sin tur i terrænet, som hun i høj grad nød. - Det var helt perfekt vejr i dag. Vel havde jeg lidt sommerfugle i maven, når vi kom til nogle af forhindringerne, og efter en del regn de foregående dage, så var jorden også lidt blød i bunden, men Second Bally klarede det flot. Han gjorde det, han skulle, så nu må vi se, hvor langt, det rækker. Da sidste rytter havde nået mållinjen, og dommerne havde fået indsamlet rapporterne fra de enkelte forhindringer, stod det klart, at Stine Wiis og Second Bally var avanceret til tredjepladsen i kampen om DM-titlen - og at kampen om medaljerne er så tæt, at en enkelt nedrivning i dag af førende Kirstin Skjoldshøj, Holte, på Skærpingegårds Modi, vil rykke hende ned under Stine Wiis. Imellem de to ligger Sandie Hansen på Castaway, men hun er blot 0,3 point foran nordjyden. I den internationale klasse er Stine Wiis nu næstbedste nordjyde, på en syvendeplads.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...