Motorsport

Formel 1 vil indtage USA med gadeløb i Miami

Formel 1's amerikanske ejere håber at kunne fordoble antallet af grandprixer i USA med et årligt løb i Miami.

Kevin Magnussen ses her under sidste års Formel 1-grandprix i amerikanske Austin. Næste år får amerikanerne muligvis to grandprixer i Formel 1-kalenderen. Foto: Scanpix/Clive Rose

Kevin Magnussen ses her under sidste års Formel 1-grandprix i amerikanske Austin. Næste år får amerikanerne muligvis to grandprixer i Formel 1-kalenderen. Foto: Scanpix/Clive Rose

Formel 1 har aldrig for alvor fået tag i det lukrative amerikanske marked, men det håber ejerne af den prestigefyldte løbsserie at kunne lave om på.

Onsdag præsenterede Formel 1 planerne for et gadeløb i Miami, og i næste uge skal bystyret i den amerikanske storby tage stilling til, om man vil give tilladelse til at afvikle et årligt grandprix i byen i de næste ti år.

Vælger politikerne i Miami at gøre det, vil der fra 2019 blive afholdt to årlige grandprixer i USA. I forvejen køres der i Texas-byen Austin.

- Miami har status som en af verdens mest ikoniske og glamourøse byer, og kombineret med en robust turisme og en god infrastruktur er Miami en oplagt destination for Formel 1-serien og dens fans, siger Sean Bratches, der er kommercielt ansvarlig for løbsserien.

Amerikanske Liberty Media blev ejere af Formel 1-serien i 2017 og har siden arbejdet for at brede løbsserien endnu mere ud.

I flere perioder har der ikke været kørt Formel 1-løb i USA. Fra 1981-1988 blev der ikke kørt i USA, før man derefter kørte tre gange i Phoenix.

Det blev fulgt op af endnu en Formel 1-løs periode i USA fra 1992-1999. Fra 2000-2007 blev der årligt kørt et grandprix i Indianapolis, mens USA var ude af løbskalenderen igen fra 2008-2011.

Siden 2012 har Formel 1-feltet årligt kørt i Austin. Her kommer Kevin Magnussen og co. forbi igen i slutningen af oktober til sæsonens fjerdesidste grandprix.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst