Lokalpolitik

Formelt frieri til naboer

Et dusin i byrådet peger på Jammerbugten som ny kommune

AABYBRO:Efter lang debat og uenighed internt i partierne besluttede et flertal på 12 i byrådet på det åbne møde onsdag at gøre frieriet til Brovst og Pandrup om at indgå i en ny stor-kommune til et formelt forslag. Spørgsmålet skulle dog til afstemning, og Karlo Jensen (V) krævede, at der først skulle stemmes om et ægteskab mellem kun Aabybro og Brovst ud fra den betragtning, at det vil gøre mindst skade på demokratiet, nærheden og det folkelig islæt. Men Karlo Jensen var eneste stemme for, mens Lars Jacobsen Hasager (SF), Jørgen Hellum (S) og Finn Kornum (V) alle undlod at stemme. Flere omtalte dog AabyBrovst Kommune som et alternativ, såfremt Pandrup ikke vil være med. Derimod stemte ovennævnte firkløver imod flertallets beslutning om at arbejde for en Jammerbugtkommune med Aabybro,Brovst og Pandrup. En anden erklæret modstander af tanken,Inge Pedersen (S) , havde meldt afbud til byrådsmødet, og JanAndersen (V) opgav sin modstand og føjede sig til flertallet. - Det er ejendommeligt, at byrådet skal beslutte, hvem vi vil arbejde sammen med, når vi ikke ved, hvad vi skal samarbejde om, hvad det vil koste, eller hvad det vil betyde for vores borgere, sagde JanAndersen. - Det er træls, at Aabybro Kommune ikke kan fortsætte, men med en Jammerbugtkommune kan vi forhåbentligt få en lige så stærk oplandskommune til Aalborg, som vi har i dag, sagde JanAndersen. Samtidig blev det besluttet, at økonomiudvalget skal være forhandlingsudvalget og udpege deltagerne, når Aabybro 31. august er inviteret til Pandrup for at debattere den fremtidige kommunestruktur. Men generelt var der en trist stemning i byrådet onsdag aften og vemod over at skulle stemme for en nær nedlæggelse af Aabybro Kommune. Kun Venstres Ole Legaard og Jørn Krogsgaard kunne tale varmt for den ny struktur og så visioner i ideen, som de mener vil udvikle egnen. Omvendt kaldte partifællen Finn Kornum struktur-reformen for regeringens makværk. Og Jørgen Hellum syntes ikke at kunne få et svar på, hvor denne udvikling vil komme, eller hvad det vil koste. - Det er første gang, byrådet træffer en beslutning uden at vide, hvad det vil koste, sagde han. Lars Hasager fandt det beskæmmende, at kommuner er nødt til at indgå tvangsægteskaber med hinanden istedet for at blive gift af kærlighed. Karlo Jensen (V) kaldte det hele for "Kejserens nye klæder".Han mener nemlig ikke, at kommunerne reelt får nye opgaver.