Naturvidenskab

Formering af hibiscus

? Jeg håber, at Bo Godt kan hjælpe mig. Jeg har en stor cirka to meter høj hibiscus stående på en sydmur i haven. Den er enorm flot med utrolig mange blomster. Nu kunne jeg tænke mig at få flere af den samme, så den kunne dække hele sydsiden af huset. Jeg har uden held forsøgt at plante et skud direkte i jorden, har prøvet at sætte et skud i vand, for at få den til at skyde, men dette er heller ikke lykkedes. Hvordan formerer jeg denne lidt sarte plante? Med venlig hilsen JK !Du kan enten bruge urteagtig topstiklinger eller halvmodne stiklinger. Jorden skal være mellem 12 og 20 grader og størst held har du, hvis du bruger roddannerhormon, som kan købes i planteskolen. Du kan også formere ved træagtige stiklinger, ja sågar ved hjælp af frø eller aflægning. Frøene høstes fra de tørre kapsler og sås om foråret, hvor de hurtigt spire. En urteagtig stikling er nok det, der står lige for. Den tages her i foråret, mens væksten er blød. Brug et 4-5 cm langt skud med to eller tre blade øverst. Fjern det bløde topskud, da det let visner. Fyld en potte med formeringsjord. Brug en ikke for stor eller lille potte. 13 -15 cm er passende. Bladene skal være lige over jordoverfladen, og har du flere stiklinger i en potte, så må bladene ikke røre hinanden. Anbring stiklingerne i en kasse med plastlåg (spirekasse) i skygge og ved 12 – 20 grader varme. Du kan også bruge en plastpose, hvor der kan komme lidt frisk luft ind. Nogen mener 15 grader er den ideelle temperatur. Når stiklingerne har slået rod, pottes de om i nye potter. Toppen knibes for at fremme forgrenet vækst. Lars Lund