Formiddagshygge i slyngelkælderen

Biersted 26. september 2002 08:00

BIERSTED:Reglerne er faste med fire point for rødt og to pr. kegle, og det skorter ikke på gode råd fra med- og modspillere, når keglerne skal væltes i kælderen under Aktivitetscentret i Biersted. Selvom keglebillard er den store interesse, er det dog primært det sociale, der får 10 seniorer til at mødes om de to borde fire gange om ugen. - Vi får mange gode timer til at gå med spillet og diskussioner om verdenssituationen, fortæller Bent Jensen, der som gammel socialdemokrat får politisk kam til sit hår, når venstremændene ruller sig ud. I slyngelstuen, som kælderen kaldes, er der lokal turnering fra november til februar, mens resten af klubbens kampe foregår på hyggeplan, og turneringsformen er da også lagt an på, at alle kan være med. Således har de opbygget et handicapsystem, så turneringens bedste billardspiller ikke nødvendigvis vinder pokalen hvert år. Gruppen af billardspillere kom for nylig op på ti, men talsmand Flemming Dahl Christensen håber på endnu flere. - Vi kan godt være flere, det står jo helt tomt om eftermiddagen, siger han. Det eneste kriterie for at spille med, er bestemt af dåbsbeviset. Spillerne ser nemlig helst jævnaldrende konkurrenter, men selvom aldersspredningen er 61-73 år, åbner de op for spillere helt ned til 45 års alderen. Klubben har netop fået plads til ekstra folk i kælderen, fordi de har byttet sig til et bord fra lufthavnens brandstation. Brandfolkene ville hellere have et poolbord, og nu kan seniorerne i kælderen have gang i to spil keglebillard ad gangen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...