Formiddagskoncert i Frederikshavn kirke

Musik 1. juli 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: På lørdag 5. juli indleder organist Thomas M. Kursch den traditionelle række af halvtimes formiddagskoncerter i Frederikshavn Kirke. På programmet står den første lørdag formiddag et lille udvalg af populær musik, arrangeret for orgel, samt to originale orgelværker. Koncerten indledes med Buxtehudes Magnificat, der er en fantasi over en gregoriansk melodi til Marias lovsang. Denne sang, hvis tekst er taget fra Lukasevangeliet, var en fast bestanddel af aftensangen i såvel katolske som lutherske kirker længe efter reformationen. Således også i Lübeck, hvor Buxtehude var organist fra 1638 til sin død i 1707. Af andre værker, Thomas Kursch, vil spille denne lørdag formiddag kan nævnes kantaten Jesu bleibet meine Freude af J. S. Bach, Bachs Air, og Mozarts Ave Verum. Dette lille værk er komponeret samtidig med, at Mozart skrev på sit Requiem. Hvor det sidste er stor kompliceret musik, er det første enkelheden selv. Koncerten slutter med Widors Toccata fra orgelsymfoni nr. 5. Som sædvanligt er koncertene lørdag formiddage i juli lagt an på, at publikum kan komme og gå under koncerten. Så trænger man blot til 10 minutters stille koncert mellem indkøbene, er man lige så velkommen som dem, der ønsker at overvære hele koncerten. Der er gratis adgang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...