Formidler fylder 75

Så er det sagt. Af en af mindst fem årtiers mest fremtrædende formidlere af det glade budskab, forfatteren, foredragsholderen og ikke mindst præsten Johannes Volf Møllehave, som i dag fylder 75 år. En dag, der - typisk for ham - bliver fejret med endnu en bogudgivelse, "Femoghalvfjerds fy- og fyndord - fra fødselaren". Op imod 150 bøger - en nærmest overvældende strøm af erindringer, essay-, klumme-, kronik- og prædikensamlinger, romaner, digte, vers, biografier og oversættelser - er det blevet til, siden han på opfordring af et forlag satte sig til at skrive det første af indtil videre syv bind erindringer, "På myrens fodsti", som udkom i 1975, og som stadig er hans mest solgte og læste. Centralt i det meget omfattende forfatterskab - der alene i 2011 er blevet udvidet med tre udgivelser - står netop erindringsbøgerne, der også tæller "Så forskellige sind" (1978), "Huset vi bor i" (1980), "Skuffelser der ikke gik i opfyldelse" (1987), "Det tabte sekund - en krydsning flytter sine spor" (1993), "Som en springende hval" (1999), "Mit livs vennepunkter" (2001) og senest "Det er (ikke) lige mig" (2011). Først og sidst er Johannes Møllehave formidleren, især af bogværker, som han har læst (og genlæst), men også teaterstykker, som han har oplevet, og mennesker, som han har tilbragt berigende stunder sammen med - og ikke for ingenting fik han i 2011 Den Folkelige Sangs Pris som tak for sine mange rim og remser og for sin formidlingskunst. At han har sat sig markante spor kan alene ses af, at "Højskolebladet" for et par år siden spurgte landets højskoleforstandere, hvem der var deres største inspirationskilder, og her kom Johannes Møllehave ind på en fjerdeplads, kun overgået af N. F. S. Grundtvig, Søren Kierkegaard og K. E. Løgstrup. Selv har Møllehave aldrig lagt skjul på sine egne inspirationskilder: Fire år som andenpræst i Statsfængslet i Vridsløselille i 1969-73 lærte ham på den hårde måde kunsten at tale til tilhørernes hjerter ("Da jeg kom ud fra universitetet, var jeg opsat på at lyde så klog som muligt - så ingen kunne forstå det", har han fortalt), og en stor beundring for Povl Henningsen inspirerede ham til at skrive tekster til lørdagssatire i DR-tv med "Hov-Hov" og "Uha-uha" som bedst kendt, ligesom han har bidraget med afsnit af blandt andre "Huset på Christianshavn" og "En by i provinsen". Som uddannet sognepræst (fra 1963) vil Møllehave være kendt fra sognet i Virum (1973-87) og fra Den Danske Kirke i Bruxelles (1987-91), og indtil en serie blodpropper i hjerte og hjerne satte en stopper for det, var han Danmarks suverænt mest populære og efterspurgte foredragsholdere med glad og gerne op til tre aftaler om dagen - altid uden manuskript, men altid med ofte stærkt forkomne bøger lige inden for rækkevidde. Bøger, som han gerne slog op i, men sjældnere læste op fra - fordi han som regel kunne selv ret indviklede tekster udenad. Johannes Møllehave er berømt/berygtet for sin meget veludviklede associationskunst - ikke alle kan gennemskue, hvordan han under én bowlerhat kan samle indtryk og udtryk fra blandt andre tegneren Storm P., forfatteren Fjodor Dostojevskij og digteren Sophus Claussen, og det siger måske noget om personlig ukuelighed, at da Møllehave på en overgang var ude af stand i at læse som følge af forkert hjertemedicin, lærte han sig i stedet H.C. Andersen-eventyr udenad ved at lytte til dem på bånd for at kunne genfortolke dem. De senere år har ikke været nådige ved Johannes Møllehave, som i 2001 mistede sin hustru, forfatteren og socialrådgiveren Herdis Møllehave, og i Ole Sønnichsens portrætbog "Møllehave - jagten på lyset og kærligheden" fra 2010 lægger han ikke skjul på, at han - også inden for de seneste år - har overvejet at gøre en ende på det hele, for bag de sprudlende ordguirlander og de meget springende associationer gemmer sig også en solid portion mørke, og blodpropperne har generelt bidraget til at gøre hans humør mere ustabilt. Skriveriet holder ham imidlertid oppe og i gang - blodpropperne forhindrer ham ganske vist i at skrive selv, men så dikterer han til sin niece, Marianne Volf Andersen, der også har skrevet en bog om sin berømte onkel, " Bag om ordene" (2007). Yderst få kan som Møllehave foretage en glidende bevægelse fra det morsomme til det dybere, og selv når han bliver kritiseret for at være for overfladisk, kan han finde på at parere med en bemærkning som: "Heldigvis ved jeg, at min overfladiskhed ikke stikker så dybt".-have