Formidlingspris går til Aalborg

Bertel Haarder troppede pludseligt op på Biblioteket i Aalborg og med sig havde han årets formidlingspris, som blev overrakt til biblioteket - her personificeret ved borgmesteren
9. oktober 2016 11:02

Det var en overraskelse af de større, da Kulturminister Bertel Haarder pludselig troppede op til Aalborg Bibliotekernes personaledag, skarpt forfulgt af borgmester Thomas Kastrup Larsen og rådmand Mads Duedahl.

Under armen havde ministeren Bibliotekernes Formidlingspris 2015 - en pris der er indstiftet for at sætte fornyet fokus på bibliotekernes formidlingsindsats, og en pris der foruden æren også er 50.000 kroner værd for modtageren.

I år faldt valget på Aalborg Bibliotekerne, der er indstillet for rollen som initiativtagere og tovholdere på det nationale temasamarbejde, hvor over 50 biblioteker landet over sammen med Danmarks Radio sætter fælles fokus på vigtige og aktuelle emner.

Det er et sekspersoners uafhængigt dommerpanel, der havde indstillet vinderen til kulturministeren.

Og valget faldt på Aalborg, fordi, vi har at gøre med et fyrtårn, som formår at skabe et bredt samarbejde om kultur- og litteraturformidling med mange partnere, og som både udnytter det digitale og det fysiske rum. De fysiske biblioteker, deres aktiviteter og de digitale kanaler støtter til sammen op om det udvalgte tema, sådan at bibliotekernes gæster møder temaet fra flere forskellige vinkler både i og uden for biblioteksrummet og endda på TV-skærmen derhjemme, som det hed i motiveringen.

Borgmester Thomas Kastrup Larsen modtog prisen på vegne af biblioteket og fremhævede bibliotekernes evne til at arbejde på tværs:

- Det er en pris som jeg og hele kommunen sætter rigtig stor pris på, fordi det er en anerkendelse af det store stykke arbejde, som er blevet lavet her på bibliotekerne i forhold til at sætte fokus på debat og nye formidlingsformer.

- I Aalborg Kommune er vi kendt for at være rigtigt gode til det tværgående samarbejde på rigtigt mange punkter, og der har Aalborg Bibliotekerne virkelig udmærket sig ved at gå foran - også på det nationale plan. Det er et samarbejde, hvor man virkelig har løftet i flok og har skabt oplevelser, aktiviteter og fællesskaber og dermed også har opnået at blive større og mere synlige, understregede borgmesteren

Bibliotekschef Kirsten Boelt er naturligvis stolt og glad for prisen:

- Jeg synes i al beskedenhed, at vi er knaldgode til at tænke formidling og ikke mindst litteraturformidling i nye sammenhænge, så jeg synes, det er så fortjent med den her pris. Og så er det da en fantastisk overraskelse til vores personale på personaledagen. Vi knokler hårdt hver eneste dag og brænder for vores fag, så det er skønt at kunne dele den her anerkendelse med hinanden i dag, sagde bibliotekschefen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...