Formodet røver lige nu i grundlovsforhør

Politiet sigter 18-årig for fredagens røveri mod Dagli'Brugsen i Suldrup.

Tirsdag formiddag blev en 18-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg - sigtet for røveriet mod Dagli'Brugsen i Suldrup fredag ved 13-tiden. Politiet pågreb den 18-årige aalborgenser mandag formiddag efter tip fra et vidne, men over for politiet nægtede den sigtede sig skyldig. Politiet fandt ham efter en rekonstruktion af den formodede gerningsbil - en rekonstruktion, som blev vist på TV Nord fredag. Røveren benyttede formentlig en Passat fra midtfirserne, som er ret sjælden nu om dage. Rekonstruktionen fik flere borgere til at henvende sig til politiet, som herefter fandt frem til den 18-årige. Han formodes at have haft følgeskab af en kammerat, som sad i bilen under røveriet, hvor den 18-årige med et koben truede sig til dagens omsætning. Den formodede makker er fortsat på fri fod.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.