Formodet skudmand fra pizzeria anholdt
31-årig dansk-syrer taget af kontrollen i lufthavnen i franske Montpellier

Den 31-årige dansk-syrer er sigtet for skyderi ved Pizza Uno i Sjællandsgade i Aalborg. Arkivfoto Grete Dahl
AALBORG:Den 31-årige dansk-syriske mand, der et mistænkt for at stå bag et skyderi ved et pizzeria i Sjællandsgade i Aalborg, er blevet anholdt i lufthavnen i Montpellier i Frankrig.Det bekræfter politikommissær Lars Nørskov Jørgensen, fra afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Nordjyllands Politi. - Han blev anholdt, da han forsøgte at rejse fra Montpellier. Her blev han genkendt udfra den internationale efterlysning, vi havde udsendt på manden, siger Lars Nørskov Jørgensen. Manden blev efterlyst kort efter skyderiet, der fandt sted den 22. maj foran Pizza Uno. Det var vidneforklaringer, der pegede på ham. Ved skyderiet blev der affyret adskillige skud fra en bil ved pizzeriaet. Motivet menes at være økonomiske stridigheder. Ifølge politiet er der familiemæssige relationer mellem den efterlyste mand og ejerne af pizzeriaet. - Vi har nu sendt papirer til Frankrig med henblik på at få ham udleveret. Så snart vi har det på plads, sender vi to mand til Frankrig for at hente ham hjem. Så snart han er i Danmark, så bliver han fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab, siger politikommissæren.Han forventer ikke, at der bliver problemer med udleveringen af den 31-årige, men politikommisæren kan ikke sige noget om tidshorisonten for at få manden udleveret. Den 31-årige er kendt af politiet fra tidligere kriminalitet, men ikke noget så alvorligt som skyderi.Politikommissæren har ingen kommentarer til hvilken kriminalitet, den 31-årige dansk-syrer er kendt for.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.