Formstærk Fuglsang slutter Tour-test i top fire

Jakob Fuglsang blev nummer fem på sidste etape og avancerer til fjerdepladsen i klassementet i Dauphiné.

Formstærk Fuglsang slutter Tour-test i top fire

Jakob Fuglsang kan tage meget selvtillid med fra Critérium du Dauphiné, som sluttede søndag eftermiddag med en bjergetape til Risoul.

Fuglsang sluttede etapeløbet med en femteplads på sidste etape, og det betyder et avancement på to pladser i den samlede stilling for den formstærke dansker, der ender som løbets nummer fire 2 minutter og 18 sekunder efter vinderen Chris Froome.

Sidste etape bød blandt andet på to bjerge i kategori 1, og her var tempoet for hårdt for den samlede nummer tre, Michael Rogers fra Saxo-Tinkoff, der måtte slippe førerfeltet på sidste stigning og dumpede ned i klassementet.

Det var altså Froome, der som ventet vandt løbet med Sky-holdkammeraten Richie Porte på andenpladsen, mens spanieren Daniel Moreno fra Katusha ender som nummer tre.

Fuglsangs fjerdeplads er et yderst fornuftigt resultat i et løb, der betragtes som generalprøve til Tour de France, som begynder om mindre end tre uger, og hvor Jakob danskeren stiller op som Astana-mandskabets klassementhåb.

Specielt præstationen på de to sidste bjergetaper var en opmuntring for Fuglsang, der har planlagt hele sin sæson efter at toppe i Touren, og de gode præstationer antyder, at formen er timet ret præcist.

Sidste etape af Critérium du Dauphiné blev domineret af udbrud, og til slut slap italieneren Alessandro De Marchi fra Cannondale fri og kunne køre alene over målstregen som vinder af sidste etape.

Chris Froome fulgte efter, mens Andrew Talansky klemte sig ind på tredjepladsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.