Fornærmet Trier skældte ud på pressen

Roberto Zacharias
Filminstruktøren Lars von Trier på det lille uformelle pressemøde om den nye film ”Direktøren for det hele” fredag i Filmbyen i Hvidovre. Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix
Film 23. september 2006 06:00

KØBENHAVN: Iført sort tøj fra top til tå, halvlangt hår, et veltrimmet skæg og et par udtrådte sko med dobbelt velcrolukning kom Lars von Trier stille og roligt tøffende til gårsdagens pressemøde i Filmbyen i Hvidovre. Anledningen var hans nye film ”Direktøren for det hele”, der havde verdenspremiere ved åbningen af Copenhagen International Filmfestival torsdag, men først har officiel premiere 8. december. Til at begynde med så Lars von Trier absolut ikke ud til at nyde mødet med pressen, hvilket blev understreget af de vridende hænder og de ldit flakkende øjne. Men nervøsiteten forsvandt næsten øjeblikkeligt, da han blev spurgt om årsagen til, at han nu har lavet en komedie efter stærke dramaer som ”Dogville” og ”Manderlay”. - Jeg må indrømme, at jeg er gået meget efter at lave noget behageligt. Noget af det, jeg tidligere har lavet, har været meget tungt, så jeg trængte til at prøve noget andet. Nu er jeg jo også blevet 50, og så er det på tide at lave noget, som også er sjovt at lave – og ikke kun er sjovt at have lavet, lød forklaringen fra Danmarks mest kendte filminstruktør. Dejligt med dansk film ”Direktøren for det hele” handler om ejeren af en it-virksomhed (Peter Gantzler), der vil sælge sin virksomhed til en pengestærk islandsk forretningsmand. Hans problem er blot, at han allerede ved firmaets oprettelse opfandt en fiktiv direktør i USA, som han kunne dække sig bag, når de upopulære beslutninger skulle træffes. Så da den potentielle køber insisterer på at forhandle med ”direktøren” ansigt til ansigt, hyrer ejeren en falleret skuespiller (Jens Albinus) til at spille ham. I de øvrige roller ses andre populære danske navne som Casper Christensen, Iben Hjejle og Mia Lyhne – det meste af holdet bag tv-serien ”Klovn”, som Lars von Trier godt kan lide og tydeligvis har ladet sig inspirere af. - Det var behagelige mennesker at arbejde sammen med, og samtidig var det sjovt at lave noget på dansk igen. Man kommunikerer jo trods alt bedre på sit eget sprog, og denne gang har jeg holdt mig inden for rammerne og har lavet en rendyrket komedie i stedet for at prøve at udvide genrerne, sagde filminstruktøren, der gerne ville svare på, hvad det er for medikamenter, der i øjeblikket får hans hverdag til at hænge sammen. - Det er ikke lykkepiller mere. Nu er jeg på nogle, der hedder olanzapin. Dem anmelder jeg ret godt, sagde han smilende. Skuffet over anmeldelser Den gode stemning forsvandt dog øjeblikkeligt, da talen faldt på Politiken og Information. De to aviser har som de eneste valgt at anmelde ”Direktøren for det hele” før premieren om godt to måneder. - Alle vidste, at min film først skulle anmeldes, når den kommer frem, for det er der, at det er interessant for de mennesker, der skal se den. Og det er der selvfølgelig ingen, der respekterer. Det sker altid med mine film. Men det er noget med, at man gør anmeldelsen til en nyhed, for der er åbenbart ingen nyhed i filmen selv. Det er pisseilloyalt, og jeg er pissesur over det. Jeg skal behandles hårdere, fordi jeg er mig, vrissede Lars von Trier, der ikke købte argumentet om, at det måske skyldtes, at man var bange for, at de konkurrende medier kom først. - Sådan kan atomkrig også startes. Det gør det ikke mere sympatisk, sagde filminstruktøren. Hans komedie fik tre ud af seks stjerner i Politiken, der torsdag havde afsat forsiden på kultursektionen til anmeldelsen af ”Direktøren for det hele”. Også Informations anmeldelse var en smule lunken, og det havde Lars von Trier det mildest talt ikke godt med. - Det er noget fis at banke de dårlige anmeldelser så stort op, men det er jeg efterhånden vant til. Og når vi nu sidder her ved noget, der skulle være en slags social begivenhed, så er det eddermame fremmedgørende, tordnede han videre. Ok med debat Til gengæld var den kontroversielle filminstruktør overraskende rolig, da talen faldt på Tomas Villum Jensen, der i sin komedie ”Sprængfarlig Bombe” gør grin med Lars von Trier og andre danske filminstruktører, der laver snævre og elitære film. - Jeg synes, at det er godt med en debat, og det er da et skidegodt emne, som jeg sagtens selv kunne have kastet mig over. Men jeg er ikke enig i, at elitære filminstruktører ikke skal have støtte. Det er jo en kunstlov, vi har, så jo færre, der er inde og se en film, des flere penge skulle man have. Men det er jo et spørgsmål om, hvad man tror, der er bedst for filmmiljøet og dermed branchen, sagde han og indrømmede, at han endnu ikke havde set Tomas Villum Jensens satiriske film. - Men jeg vil meget gerne se den, og jeg regner med at komme til det, når den kommer på DVD, lød det fra Lars von Trier. Inden den 20 minutter lange seance var overstået, nåede han at fortælle, at hans næste film formentlig bliver en gyser med titlen ”Antikrist”. - Hvis vi kaster os ud den store gyser, bliver den på engelsk og med et internationalt hold af skuespillere. Og den skal nok blive rigtig uhyggelig, sagde Lars von Trier og så nærmest helt lettet ud, da det sidste spørgsmål var stillet, og han igen kunne tøffe af sted i sit eget rolige tempo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...