Fornem støtte nede ved grænsen

AABENRAA: Aalborg DH tog søndag hjem fra Aabenraa Idrætscenter med en storsejr på 34-27 over Sønderjyske HK i sportstaskerne. En sejr, som ADH-træner Kenneth Jensen ikke bare tilskriver storspil af Agnes Farkas, Mia Hundvin og de andre stjerner. - Vi havde altså 75 fuldstændigt vanvittige tilskuere med hernede. De havde stortrommer og megafoner med, så de helt kunne overdøve de andre tilskuere i hallen. Det var altså flot, lød det anerkendende fra cheftræneren. - Det er vi jo slet ikke vant til. Der var godt nok en del med i Ikast i premieren, men det var trods alt kun 80 kilometer. Det her var altså en lang tur. Det er en kultur, man ser i etablerede storklubber, men som vi jo bestemt ikke har været vant til. Sidste år spillede vi jo i for eksempel Hornbæk for bare 25 tilskuere... Kenneth Jensen skal nok lige vænne sig til, at han står i spidsen for et kommende storhold, hvor der nu er en organiseret fanklub under navnet Sharks. Fanskaren er stadigt voksende i takt med resultaterne. Søndagens resultat var et af de flotte. - Vi havde ikke forventet så stor en sejr. Sønderjyske tog altså point fra GOG i deres første kamp, mindes Kenneth Jensen krystalklart. Med sejren tog de nordjyske oprykkere et par skridt opad i tabellen, så de tårnhøje forventninger fra omgivelserne kom et stykke nærmere indfrielse. Næste opgave bliver lokalopgøret mod Fox Team Nord 3. oktober i Gigantium.toto