Fornemt pianistbesøg i Hjørring

Internationalt anerkendte Tonya Lemoh spiller på kunstmusset

HJØRRING:29. februar er der mulighed for at få en koncertoplevelse, der rækker lidt ud over det sædvanlige. Vendsyssel Kunstmuseum får søndag eftermiddag besøg af australske Tonya Lemoh, der er en højt anset klassisk pianist. Tonya Lemoh er født i Sydney, men i dag bor hun i København sammen med sin danske mand Thomas Walbum. Thomas Walbum er i øvrigt jazzpianist - og han stammer fra Bjergby. - Vi mødtes i Sydney, og så skrev vi frem og tilbage i et par år, fortæller Tonya Lemoh. I 1997 rejste hun til Boston i USA, hvor også Thomas Walbum befandt sig. Parret flyttede kort efter sammen. Romantikken blomstrede, og efter at være vendt tilbage til Australien blev parret gift i 2001. Senere samme år blev teltpælene revet op påny, og Tonya Lemoh og Thomas Walbum bosatte sig i København, hvor de altså fortsat har base. Tonya Lemoh er meget rost for sit klaverspil, og hun har således modtaget en række af priser både i Danmark og i udlandet. Barndom på farten Da Tonya Lemoh var barn boede familien sjældent længe det samme sted. Allerede, da hun var tre år gammel flyttede familien således til London. Det var i den engelske hovedstad, at Tonya Lemoh modtog sine første klavertimer. Læremesteren var hendes australske mor. Mellem det femte og det niende leveår boede Tonya Lemoh - sammen med sin familie - igen i Australien, hvor hun fik sine første betalte klavertimer. Tonya Lemohs far er fra Sierra Leone, og da hun var ni år flyttede hele familien til Vestafrika. I Sierra Leone var der langt mellem klavererne, og lærere fandtes der kun én af i hele landet. Tonya Lemohs familie boede seks år i Afrika, inden turen igen gik retur til Australien. For Tonya Lemoh blev den musikalske karriere gradvist optrappet efterfølgende, og hun har således dygtiggjort sig løbende hos diverse pianister over hele verden. Elsker at spille Selv om det at spille sikrer Tonya Lemoh smør på brødet, så er det dog mere en lyst end en pligt. - Jeg elsker at spille, og jeg synes, at når jeg spiller for andre, så kan det indimellem være en helt speciel oplevelse. Ved koncerten i Hjørring kommer tilhørerne til at høre både klassiske og nyere værker. - Fælles for dem er, at de er meget intense og meget følelsesladede, og det kan jeg godt lide. - Jeg synes, at det er noget af det skønneste og smukkeste klavermusik, der er lavet, fortæller Tonya Lemoh. Den australskfødte pianist er en travl dame. Når koncerten i Hjørring er overstået drager hun til Belgien, mens hun i forrige uge gav koncert i Tyskland.