Fornuften har sejret

Som tidligere medlem af energipolitisk udvalg og deltager i den lange proces op til det netop indgåede energiforlig, følger jeg debatten med stor interesse. Og jeg glæder mig både på lokalt plan og for Danmark.

For vi har fået et energiforlig, som er med til at sikre Danmark uafhængighed af fossilt brændstof som olie og kul. Og samtidig er der fundet fornuftig løsning på vores lokale barmarksværkers store problem. Lige så positivt er også, at energiforliget kan være med til at sikre Danmarks førerposition indenfor energi. Jeg husker stadig et stormøde i 2009 i Hadsund med de lokale barmarksværker. Situationen dengang var håbløs, og blandt alle deltagere var der enighed om, at såfremt værkerne kunne få lov til at stille en supplerende biomassekedel på 1 MW op, så ville værkerne være meget tilfredse. Det har vi så arbejdet på siden da med gode argumenter og analyser. Vi er nu kommet i mål, og de hårdt ramte forbrugere kan nu se frem til billigere varme. Til lykke med det. Det er jeg rigtigt glad for og stolt af at have været en del af det hold, som har været med i arbejdet. Vi satte os et mål. Og ja: Det lykkedes! Og på Danmarks vegne er jeg også glad for, at vi har fået en holdbar plan for, hvordan fremtidens energiforsyning skal skrues sammen. Og ja: Det bliver et kludetæppe af forskellige løsninger. Hovedstenene bliver vind, sol, halm, flis og biogas. Det er produkter, som vi selv kan lave i Danmark, og bl.a. for landbruget bliver der rigtigt gode muligheder for nye indtægtskilder. Og da vi i Danmark og Mariagerfjord har rigtigt mange industrivirksomheder, som laver energiløsninger vil det også have positiv effekt for beskæftigelsen lokalt. Så stort tillykke til både industri og landbrug! Og også stort tillykke til væres fælles natur: Den bliver også vinder i den grønne omstilling. Med til historien hører også, at det bliver lidt dyrere at være dansker! For det kommer til at koste at lave denne store grønne omstilling. Men energi vil under alle omstændigheder blive dyrere, da især olie priserne i de seneste år er steget voldsomt og alt tyder på det vil det blive ved, da bl.a. Danmarks oliekilder efterhånden vil blive udtømte. Og hvem har lyst til igen at blive afhængige af oliesheikerne i Mellemøsten? Det har vi prøvet før - jeg husker selv fra mine barndom de billøse søndage, og den usikkerhed det gav at være afhængig af nogle tilfældige diktatorer i Mellemøsten. Det skal vi ikke ud i igen! Og ønsker du en lavere energiregning, så kan du selv gøre meget. Du kan isolere dit hus bedre, opdrage dine børn til at huske at slukke computeren (den kæmper jeg selv hårdt med), tørre tøjet på tørresnoren i stedet for i tørretumbleren, sætte stuetemperaturen ned med 1 grad, slukke fjernsynet og gå en tur i vores smukke natur i stedet for eller måske blive din egen strømproducent med et solcelleanlæg på taget. Mulighederne er mange! Så samlet er der grund til at glæde sig over, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en grøn og ansvarlig energipolitik. Der kan også findes tidsler i forliget. Personligt havde jeg gerne set, at der var fundet en mere rimelig afgiftsstruktur på fjernvarme, så værker med lange ledningsnet og dermed store varmetab havde fået en afgiftslettelse. Og på det lidt større plan synes jeg, at der mangler svar på, hvordan vi laver omstilling af transport fra benzin til grønnere alternativer. Det er nogle af de emner, som vi skal arbejde med i de kommende år. Det bliver spændende, og står vi sammen, skal det nok lykkes!