Hospitaler

Fornuftig sygehusplan

Regionerne kommer, regionerne kommer... de skimtes allerede i horisonten.

Et sted, vi alle kommer til at føle de ny tider, er jo på sundhedsområdet. Allerede nu er en skitse til det nordjydske sundhedsvæsen i omløb, og den ser nu ikke så gal ud. Som forventeligt vil der høres suk og beklagelse, men det måtte jo komme. Hvorfor det? Af mange grunde. For det første vil enhver, der ser på et geodætisk kort over Nordjylland fra 1950, bemærke det store antal sygehuse, som lå spredt over landsdelen, med en indbyrdes afstand på tre-fire danske mil, mange etableret omkring forrige århundredeskifte, på et tidspunkt, da industrialiseringen rigtig tog fart og jernbaner fulgte med. Vi ser sygehuse i Skagen, Frederikshavn, Hjørring, Sæby, Dronninglund, Brønderslev, Brovst, Fjerritslev, Løgstør, Nibe, Terndrup, Farsø, Hobro, Aalborg kommunehospital, Aalborg Amtssygehus og Skørping sanatorium. Ingen var i tvivl om, at overlægen var manden på gården, og deres oprettelse ser jeg som udtryk for et plejebehov, som ikke kunne løftes i private hjem med den hygiejne og infrastruktur, der der var til rådighed. Jeg vil mene, at disse forholdsvise små sygehuse i begyndelse var hverandre meget lig og vel stort set kunne det samme, men hen gennem det 20. århundrede udviklede den lægelige formåen sig vældigt oven på et par verdenskrige. Udviklingen satte vel et udskilningsløb i gang. Der opstod større enheder med større formåen, fir-delte sygehuse med en medicinsk afdeling, en kirurgisk afdeling, en røntgenafdeling og en narkoseafdeling. Nordjyder vil kende dem som f.eks. Brønderslev og Dronninglund. Men udviklingen stopper jo ikke, og i 70’erne udbygger de nydannede amter deres sundhedssystem og ved siden af de fir-delte sygehuse fylder de store mere end fir-delte i billede af centralsygehuse, som undervejs vel var en storebror til førnævnte. På trods af denne udbygning var der jo stadig opgaver, som ikke kunne løses i hjemegnen. Det oprindelige sigte har været nærhed i omsorg og behandling, og det er vel godt, så længe alle kunne det samme. Sådan er det jo ikke mere. Nærhed er ikke nok, nu må kvalitet eller formåen vægtes tungere Forskellen på top og bund i medicinsk formåen bliver stedse større, og derfor må en tilpasning til den moderne nordjydes forventning komme. Ikke alle steder kan og skal det samme. For det andet er mange små enheder jo dyre i drift på alle måder. Det vil være bekosteligt med selvstændige vagtberedskaber på små enheder, og er antallet af opgaver under en vis grænse, svækkes rutinen, alle steder, ved kræftkirurgi såvel som ved lavt antal fødsler på klinik. Samtidig vil disse beredskaber jo kunne gøre større nytte i en vagtturnus på et større sted og formentlig holde et personale over en vis kritisk grænse. For det tredje bliver små miljøer jo nemt sårbare. Det kunne svække fagligheden p.g.a. kraftig produktionsbelastning, men også i henseende til at tiltrække nye og gode personalekræfter vil en lille enhed nemt komme til at stå svagt. Mange unge læger efterspørger tillokkende faglige miljøer med mulighed for forskning og videreudvikling, og i denne kamp om personalets gunst indgår med stigende styrke elementer heraf. For det fjerde vil en lille enhed næppe kunne holde sin ”læge” fast og lade denne blive en del af det lokale samfund. Andelen af pendlerlæger er i dag stor, et begreb som for 30 år siden var ukendt. Ifald lægen ikke tror på hospitalets overlevelsesmulighed, vil lægen næppe slå rod lokalt. Denne ”rodløshed” har jo også betydning for det lægelige kollegiale netværk på alle måder, og det svækkes ved straksbortrejse fra arbejdsstedet ved arbejdstids ophør. For det femte efterspørger unge læger større enheder. Det er ikke nyt. For det sjette er lægegerningen jo blevet mere industrialiseret med pakkeløsning for forskellige problemer og behandlinger. Læger fik nok også en anden selvopfattelse efter lægekonflikten i 80’erne, lægerne blev funktionærer med de rettigheder, det gav, og de følgende problemer med at håndtere det foregår vel også lettest i en større og modstandsdygtig enhed. For det syvende er en lille enhed jo meget personafhængig. Ved sygdom eller andet fravær, bortrejse fra en lille enhed falder den vanlige aktivitet måske helt bort, og et personale står tilbage. Flere grunde kan utvivlsomt fremføres. Men vi har brug for et væsen, som er robust og kan klare mosten 24 timer i døgnet, som kan fastholde og engagere sit personale, som giver dette tro på en fælles fremtid og som ikke holder ulønsomme enheder i gang, som minimerer lægernes og patienternes transporttid, som kan uddanne læger til eget brug, og sparre med lægeuddannelsen i Århus til fælles bedste. Og det synes mig at ligge inden for den skitse, som allerede nu er til drøftelse. * Tre enheder, som er kampklare 24 timer i døgnet, med hvad der er nødvendigt af hjælpefunktioner, placeret i vest i Thisted, nord for Limfjordsbro og tunnel i Hjørring og syd herfor i Aalborg. * Et traume- og specialcentre i Aalborg som ultimativ back-up med alt, hvad der er nødvendigt hertil. * En medicinsk funktion, som er hægtet op på dette skelet, og som er under konstant remodellering, så opgaverne løses, hvor naturligt er og ikke på baggrund af tidligere tilfældige investeringer. * Et transportsystem, der hurtigt og effektivt kan lede patienter til stedet med de rette kvalifikationer, nårsomhelst, fra hvilken som helst plet i regionen.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk