Fornuftigt at spare

I de senere år har de danske kommuner været underlagt en benhård styring fra statens side.

Frygten for en overophedning af økonomien har betydet, at finansministeren har syet kommunernes tegnebøger sammen, så de kun i meget begrænset omfang har haft mulighed for at investere i renoveringsopgaver og opførelse af nye institutioner. Desværre har anlægsstoppet også betydet, at kommunerne i vid udstrækning har været afskåret fra at foretage investeringer, som både er snusfornuftige og nødvendige – herunder investeringer i energibesparelser. Men nu kradser finanskrisen, og vi ser allerede dele af bygge- og anlægsbranchen lide kraftigt under den kraftige økonomiske opbremsning. Dermed er hovedargumentet for opretholdelse af anlægsstoppet så småt ved at forsvinde. Samtidig ser vi en stribe kommuner, som allerede så småt er gået i gang med at lave energibesparelser – anlægsstoppet til trods. Her i regionen har blandt andet Frederikshavn gennem længere tid sat fokus på energi og miljø – stor ros til dem. Kommunerne har nemlig for længst indset, at stigende energipriser også i fremtiden vil blive en belastning for deres økonomi. Samtidig ønsker de fleste kommuner at fremstå som grønne kommunerne, hvor der ikke svines med ressourcerne. I TEKNIQ installatørernes organisation mener vi, at regeringen nu står med en klar mulighed for at benytte en ledig kapacitet i økonomien til at realisere de energipolitiske målsætninger, som alle er enige om skal nås. I den energipolitiske aftale fra februar er det slået fast, at bruttoenergiforbruget i 2020 skal være 4% lavere end i 2006 – på trods af, at det samlede forbrug vil være en dele højere. Skal målet nås, er det nødvendigt med en massiv indsats – langt mere omfattende end det, vi har set i de senere år. Derfor vil det være helt naturligt, hvis regeringen nu lettede lidt på bremsen og gav alle kommuner mulighed for at investere mere intensivt i energibesparelse. En meget ambitiøs model for dette arbejde kunne være Energy Saving Company-modellen – eller blot ESCO-modellen. Kort fortalt handler ESCO-modellen om, at et privat firma (f.eks. en installatørvirksomhed) sammen med kommunen gennemfører energibesparelser i en del eller i hele deres bygningsmasse. Det medfører – udover indlysende besparelser på de efterfølgende års energibudget – at kommunen også får renoveret dens bygninger, noget som de fleste steder er på høje tid. Finansieringen til ændringerne i bygningerne kommer fra den energibesparelse, som kommunen i de efterfølgende år får. Man kan sige, at kommunen så at sige låner penge i den forventede besparelse. På den måde får kommunerne bragt deres energiforbrug ned samtidig med at bygningsmassen bliver renoveret – med bedre funktionalitet og højere komfort til følge. ESCO er med andre ord sund økonomisk fornuft. Men mindre kan naturligvis også gøre det. Selv med investeringer i færre bygninger – f.eks. fem daginstitutioner - vil rigtig mange kommuner kunne spare en del på deres energiregning i de kommende år. Men for at kommunerne kan motiveres til at gennemføre energieffektiviseringer er det helt afgørende, at de ikke bliver straffet for at gøre det. Straffet på den måde, at de bliver forhindret i at investere i den borgernære service – f.eks., almindelige renoveringsarbejder på skoler og i børnehaver, fordi de har opbrugt deres investeringskvote på at gøre noget til glæde for det samlede energiforbrug i landet. Så der er ingen grund til at vente med at lempe på anlægsstoppet. Den eneste taber på energieffektiviseringer er nemlig oliesheiken i Mellemøsten, der på grund af det faldende energiforbrug, sælger mindre olie. Og mon ikke de fleste i Danmark kan leve med det?