Forny hellere partimuseet

Når den socialdemokratiske partikongres i Aalborghallen fra i dag og weekenden over skal diskutere partiets bud på, hvordan regeringsmagten skal vindes tilbage, vil det være under store forventninger fra de vælgere, der svigtede i 2001. Og fra nogle af os, der holdt ved.

Museer 8. september 2004 20:46
For der er brug for klare signaler snarere end for det klynkeri, der har tegnet partiledelsens udmeldinger gennem alt for lang tid. Ikke mindst de idelige beklagelser over, at regeringen (og det er Venstre) har overtaget Socialdemokratiets politik. Det burde da være til større jubel end græmmelse. Med mindre det kan udlægges, som om vi ikke mere har en opposition? Noget kunne tyde på, at det er sådan, det er fat. Problemet er nemlig, at A-politik og V-politik er blevet ét fedt. På grund af den socialdemokratiske borgerliggørelse. Efter valgnederlaget i 2001 har socialdemokraternes strategi i alt for høj grad været at indrette sig efter folkestemninger frem for at søge tilslutning gennem præsentation af egne holdninger og visioner. Det var på den måde, Socialdemokratiet i sin storhedstid vandt vælgernes tilslutning. Og fastholdt deres tillid. I dag lefler man i følgagtighed og underlagt meningsmålingernes tyranni. Samtidig har socialdemokraterne siden 2001-katastrofen brugt alt for mange kræfter og alt for lang tid til det interne slagsmål efter og med at løse formands-problemet. Udfaldet har sandt at sige ikke efterladt indtryk af fornyelse – men snarere har det tydeliggjort en udmarvende handlingslammelse. Med socialdemokraternes rædselsfulde tilslutning til Dansk Folkepartis (og regeringens) uhyggelige fremmedpolitik, er tidligere tiders humanistiske holdning utilgiveligt forladt. Trist og bastant understreget af partiformand Lykketofts gentagne erklæringer om, at det er en holdning, som han står fast på. En sådan blokering er mere end forstemmende og blæser Socialdemokratiets fremmedpolitik helt ud på den yderste højrefløj i forbrødring med Pia og hendes kulsorte præstefætre. Det er en lovgivning, der driver danske statsborgere ud af landet. Ledsaget af socialdemokraternes henvisning til, at man "vil se på det", hvis domstolene underkender de danske regler. Det er første gang partiet deponerer sin humanistiske indstilling hos domstolene. Og i det nye principprogram "Hånden på hjertet", som kongressen skal vedtage, understreger Socialdemokratiet nu sin bekendelse til "danskheden" så det virker som et knæfald for Dansk Folkepartis dannebrogsflagrende bekendelses-møder. Det er ikke særligt rart. Og tillige på linje med den forunderlige manøvre en snes ledende socialdemokrater – nuværende som forhenværende i uskønt sammenløb – umiddelbart inden kongressen kastede sig ud i ved at kræve en Lenin-statue fjernet fra en baggård ved Arbejdermuseet i København. Parti-spidserne fulgte derved et krav fra Dansk Folkepartis kulturpolitiske ordfører, mavedanserinde Louise Frevért og kulturminister Mikkelsens opfordringer. Kan man komme længere ud i et borgerligt snæversyn? Det er nok snarere i parti-museet, der er behov for fornyelse og nye kræfter. Af helt uforståelige grunde har den borgerlige presse – og vi har vel ikke andet.. – lanceret den fhv. Europaparlamentariker Helle Thorning-Schmidt som en kommende stjerne i partiet. Endda forsynet hende med en kronprinsesse-titel. Det er urimeligt, hvis et så kunstigt image skal belaste en ny politikers muligheder for at få fodfæste i den hjemlige politik efter tilløbet fra årene i Bruxelles-akvariet. Men til den politiske virkelighed bør der være mere realistiske bud. Og gerne én, der kan afløse de trætte og alvorstyngede mænd, der førte Socialdemokratiet til nederlaget i 2001. Uden at tage ved lære. Uden at drage konsekvenser. Fra Nordjylland holder vi øje med en arbejderpige fra Aalborg. Hun tegner fornyelse – både i alder og stil – men også i den kontinuitet som baggrund og forløbet fra DsU via fagbevægelse og politisk fodarbejde er udtryk for. En ung politiker med ild og engagement. Hun havde et flot valg i Københavns amt. Hun hedder Mette Frederiksen. Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist. E-mail: bent@oeberg.dk. Hjemmeside: www.oeberg.dk
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...