Fornyelse på sikkert grundlag

Danmark skal være et højteknologisk samfund. Det er regeringens mål og med forslag om etablering af en højteknologifond og øgede bevillinger til forskning sætter regeringen klar handling bag ordene.

Fødevareområdet er et af de områder, som regeringen forventer sig meget af. Forskning i både økologi og andre nye dyrkningsmetoder, i nanoteknologi, nye produktionsprocesser og bioteknologi rummer store udviklingsmuligheder for både forbrugere, miljø og for det danske fødevareerhverv. Vi er i dag en af verdens førende fødevareeksportører. Og det er ikke mindst gennem en intensiv forskningsindsats, vi kan bevare den position – og gerne udbygge den. Et af de områder, der rummer store muligheder, men som også stiller krav om at vi tænker os godt om, er bioteknologi. Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning har netop fremlagt en bioteknologisk forskningsstrategi for fødevareområdet. Strategien leverer et godt indspark til det fortsatte arbejde med bioteknologien. Det gør den blandt andet, fordi den lægger vægt på, at projektet kun kan lykkes, hvis visionen bliver bredt forankret i den danske befolkning. Det er nødvendigt at bygge bro mellem på den ene side borgernes naturlige krav om, at ny teknologi skal være til gavn for befolkningen, og at man skal være meget grundig i sin risikovurdering, inden man begiver sig ind på nye områder, og på den anden side eksperternes fokus på rent naturvidenskabelige processer. Jeg deler til fulde den opfattelse. Vi skal udnytte de muligheder teknologien giver os, men vi skal aldrig begive os ud på tynd is. Det er helt afgørende, at vi hele tiden har et solidt beslutningsgrundlag, der beskytter os mod forkerte beslutninger. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi er i tvivl, så vil vi hellere undersøge sagen en ekstra gang. En strategi for forskning i bioteknologi skal både fokusere på selve teknologien og dens anvendelse i nye produkter og på den enkelte borgers opfattelse af alle de sociale og kulturelle forandringer, der følger i kølvandet på de nye muligheder. Regeringen har med det nye Etiske Råd skabt rammerne for, at der som noget nyt er et forum, hvor man kan drøfte de etiske aspekter ved fødevarer og miljø. Bioteknologi er ikke i sig selv noget nyt. I bund og grund drejer det sig om at udnytte vores viden om biologiske og kemiske processer i forbindelse med forskning, analyse, udvikling eller produktion. Vi har brugt vores viden om biologiske sammenhænge til at dyrke jorden, få mere udbytte af vores husdyr og planteavl gennem hundreder af år. I takt med, at vores viden voksede, voksede også de teknologiske anvendelsesmuligheder, og gennembrud fulgte på gennembrud. I dag har vi vacciner mod sygdomme, som for blot få århundreder siden kunne lægge hele samfund ned. Vi ville heller ikke være foruden vin og brød – som ikke desto mindre kun kan produceres, fordi vi har lært at sætte vores viden om blandt andet gæringsprocesser og lagring i system. Det er også bioteknologi. Bioteknologi er – som alle andre former for teknologi – i sig selv hverken god eller dårlig. Bioteknologi får værdi af de sammenhænge, vi bruger den i. Den første og vigtigste målsætning for regeringen er, at løfte os ud over det niveau, hvor man diskuterer bioteknologi, som noget man er enten 'for' eller 'imod'. Det er en meningsløs diskussion, for vi bruger allerede bioteknologien på et utal af måder – og meget ofte uden at tænke nærmere over det. Hvad der derimod ikke bare giver mening, men også er helt nødvendig, er diskussionen om, hvordan og til hvad, vi skal bruge bioteknologien. I en tid, hvor globaliseringen i højt tempo ændrer på arbejdsdelingen mellem verdens lande er det vigtigt, at vi finder nye veje til at skabe udvikling og arbejdspladser i Danmark. Vi skal finde vores naturlige plads i den internationale arbejdsdeling, og med konkurrencen fra Asien, Sydamerika og på sigt forhåbentligt også fra Afrika, er det åbenlyst, at vi ikke skal satse på at konkurrere på løn. Vi skal derimod konkurrere på viden. Et af de vigtigste aspekter af globaliseringen er netop, at vi sikrer vækst også i den 3. verden blandt andet ved at produktion fra den vestlige verden flytter. I dag falder beskæftigelsen indenfor de erhverv, som udgør grundlaget for fødevareproduktionen; indenfor landbrug og fiskeri. Vi skal erstatte de tabte arbejdspladser med nye, som bygger på den avancerede teknologiske indsigt, der findes i danske forskningsmiljøer. Vi skal gradvis rykke beskæftigelsen indenfor fødevareerhvervene længere op i forædlingskæden. Det forudsætter, at vi styrker forskningen og idéudviklingen i branchen. Strategien, som Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning har fået udarbejdet, er et konkret indspil til den indsats, som regeringen allerede har lagt op til under det Strategiske Forskningsråd og i forbindelse med forslaget om etableringen af Højteknologifonden. Regeringen har netop indgået en bred aftale om forskning, hvor vi har øremærket godt 800 mio. kr. til strategisk forskning inden for fødevarer og sundhed, økologi, fødevaresikkerhed og bioteknologi og andre højteknologier. Under innovationsloven har Fødevareministeriet afsat midler, som støtter udviklingen af nye processer og produkter, hvor også projekter om bioteknologi kan opnå tilskud. Loven fremmer – gennem bl.a. samarbejdsprojekter - deling af viden mellem virksomheder og universiteter, forskningsinstitutioner mv. Jeg lægger stor vægt på, at ordningen på den måde også fungerer som et redskab til at få spredt den nyeste tekniske viden geografisk. Det er vigtigt for udviklingen også i de mere tyndt befolkede egne af landet, at de lokale fødevarevirksomheder ikke kobles af den teknologiske udvikling. Og så skal vi hele tiden have fokus på mulighederne uden at glemme risiciene. Holdningen til den nye teknologi vil ofte variere alt afhængig af, hvem der taler – og hvilken 'kasket', den pågældende lige har på. Jeg kan godt blive begejstret over bioteknologiens muligheder, og jeg tror virkelig på, at Danmark kan og skal gribe dem. Men jeg er ikke ligeglad med, hvor udviklingen fører os hen. Der er også skræmmende perspektiver indbygget i den manipulation med naturen, som vi efterhånden er i stand til at udføre. Derfor er det et helt afgørende element i regeringen bioteknologi-politik, at debatten også skal løftes ud af laboratorierne. Som politikere kan vi slå fast med syvtommersøm, at en bredere debat er nødvendig for den folkelige opbakning. Og vi kan forhåbentlig få eksperterne og forskerne til at spille ind i den debat, så vi andre har det bedst mulige grundlag for de beslutninger, som i bund og grund vedrører vores fælles fremtid.