Fornyet indsats mod hærværk

Materielgården, politi, ungdomskonsulenter og unge til møde om problem

HJØRRING:Knuste flasker og hærværk mod byens parker og træer skæmmer byens udseende og opfattes som helt meningsløs af byens borgere. Nu gøres et forsøg på at komme uvæsenet til livs. Et møde på torsdag med repræsentanter for blandt andet kommunens materielgård, politiet, Hjørring Ny 10, Zonen og ungdomskonsulenter vil forsøge at strikke en plan sammen, der kan afhjælpe problemet, oplyser Ivan Knudsen, der er chef for Kommunens Materielgård. Seneste eksempel på den meningsløse hærværk fandt sted i weekenden, hvor ukendte gerningsmænd brækkede alle de nyplantede træer på Albert Gingesvej l, som EUC Nord har plantet. Det samme skete i sidste forår, da ligeledes ukendte gerningsmænd brækkede træerne langs banelegemet ved Parallelvej. Nye Akacietræeri Nordre Anlæg fik samme behandling. - Nye træer koster 1000-10.000 kroner, så det er meget dyrt, siger teamleder Per Pedersen fra Materielgården. - Vi bruger automatiske vandere af staudebeddene i Christiansgade, men vi er nødt til at vente med at tænde dem til sent på morgenen, ellers bliver de brækket af. Jeg synes, at det er en kedelig tendens. Jeg håber, at vi kan stoppe det. I efteråret var der problemer med smadrede flasker i Christiangave. Dagplejerne er holdt op med at tage børn med til legepladsen og sandkassen ved toiletbygningen i oarken,fordi et barn skar hånden på glasskår. Netop området omkring toiletbygningen er i de lune aftener et yndet samlingssted for unge. Materielgården kan ikke følge med i oprydning af eksempelvis glasskår, da dens folk ikke arbejder i weekenden, hvor meget af glasknuseriet foregår. - Problemet er de flasker man ikke får pant for. Dem smadrer de unge og selvom vi rydder op hver mandag morgen og river i sandkassen, så kan vi ikke garantere, at alle glasskår er fundet, siger Ivan Knudsen. Han støttes i den udmelding af vicepolitikommisær Helge Jessen, der er leder af nærpolitiet i Hjørring Kommune. - Nogle købmænd sælger engangsflaskerne. Det er det store problem, som vi har forsøgt at løse gennem Told og Skat. Hvis de unge skulle betale pant ville det formentlig gøre problemet mindre, siger Helge Jessen. Han mener, at man skal bearbejde de unges holdning til problemet, men han vil ikke kommentere konkrete løsningsforslag før mødet. Ivan Knudsen oplever situationen som frustrerende. - Hærværket og glasknuseriet er så unødvendigt. Hvilken fornøjelse kan det give gerningsmændene at smadre flasker, spørger Ivan Knudsen.