Forøg bemanding

Hvad er det skandaløse ved plejehjemsskandalen? Det er, at samfundet, dvs. regering, politikere og alle os, der ikke har pårørende på et plejehjem, har skubbet problemet og opgaves fra os.

Ny kontrol, nedsættelse af råd, der skal kulegrave problemet, mere uddannelse etc. koster penge - spar dem! Det vil kun forværre situationen. I stedet kunne man bruge dem her og nu plus de milliarder, politikerne nu er villige til at ofre på at gøre arbejdet med de ældre attraktivt, så de, der har lyst til dette arbejde, ikke skræmmes væk af arbejdsforhold, der synes horrible. Alt for lidt bemanding, som afføder stress og øget sygefravær, et påtvungent ”minut-cirkulære”, som chokerer mig, og andet skaber den onde cirkel, der stadig vil forværre forholdet. I stedet burde man forøge bemandingen 50 pct., evt. give et tillæg til lønnen, så den kommer på højde med en sygeplejerskes, hvilken jeg ikke regner med, at den er. Så er jeg næsten sikker på, at ikke alene alle de, der tiltrækkes af netop dette arbejde, men også alle andre, der blot søger et arbejde, vil blive intereresserede, og atmosfæren og tonen vil blive en anden. Der er brådne kar i alle grupper, men i dag har man sat en bestemt gruppe medarbejdere i gabestokken. Det er ikke fair.