Forpremiere på norsk udstilling

Mette Stausland udstiller på Vendsyssel Kunstmuseum i denne uge - før udstilling i Kristiansand

HJØRRING:I resten af denne uge kan man i gæsteatelieret på Vendsyssel Kunstmuseum se en række store tryk af kunstneren Mette Stausland. Værkerne har hun fremstillet i Hjørring de sidste måneder. I næste uge fragtes de til Kristiansand, hvor Mette Stausland har en stor udstilling med fernisering 13. september 2003. Der er elleve kæmpe-tryk. De er 210 cm x 165 cm og trykt på specielt fransk papir. - Jeg ville egentligt lave tre tryk i det store format, men da jeg kom i gang, gik det så godt og det var så spændende, at det blev til elleve, fortæller Mette Stausland, som virkelig har haft travlt hele sommeren. Udstillingen skal finde sted sammen med den norske maler Thomas Hestvold på Sørlandets Kunstmuseum i Kristianssand. De store tryk er fremstillet på Det Grafiske Værksted her i sommer. Faktisk i de ti dage, hvor det var allervarmest. Da arbejdede Mette Stausland sammen med lederen af Det Grafiske Værksted, Hans Henrik Østergaard Pedersen, og trykker Nick Hausmann fra Schweitz på øverste etage i værkstedet. - Nick er specialist i de store formater. Han er simpelthen den bedste i hele Europa, forklarer Mette Stausland. Til trykkene har hun benyttet sin sædvanlige teknik, hvor hun trykker og tegner ovenpå. Derved opstår en ganske særlig virkning. Ved nogle af trykkene er der ovenpå igen et lag sølv. - Jeg kunne en overgang ikke selv helt forstå, hvad jeg skulle med det sølv, men så så jeg et fotografi af havet - dér glimter solen ligesom sølv i vandet. Jeg er påvirket af havet og naturen her i Vendsyssel. Mens Mette Stausland har arbejdet med de store formater, har hun boet i kunstnerboligen med atelier på Vendsyssel Kunstmuseum. - Det har været virkelig stor hjælp - ellers havde jeg ikke kunnet gøre det, siger hun. Mette Stausland er født i 1956 af en norsk far og en dansk mor. Hun ville egentligt have været balletdanser og var begyndt på Ballethøjskolen i Oslo, men et uheld med foden ødelagde dén fremtid. I stedet blev det billedkunst, og hun blev uddannet på Kunstakademiet i Bergen. I de sidste tyve år har hun boet og arbejdet i Schweitz. Siden slutningen af 90'erne er Mette Stausland kommet og har arbejdet i Det Grafiske Værksted i Nørregade. Her har hun også tidligere fremstillet fremstillet en serie litografier med fællestitlen "Herbarium", som også er med på udstillingen i Norge.