Forretning rykker lidt nordpå

Familie fra Blenstrup folder sig nu også ud i Gunderup

Margit Sig
En familie, der kan lide at arbejde sammen: I forgrunden fra venstre Sabrina Christensen, Mette Christensen og Anita Støvring, bagest Anitas mand Jan Brix (tv) og Kaj Christensen. FOTO: MICHAEL BYGBALLE
Hobro 1. oktober 2006 06:00

BLENSTRUP: På Blenstrup Maskinstation er familien Christensen vant til at arbejde sammen. I dag, 1. oktober, rykker de lidt af familievirksomheden nordpå, hvor Kaj Christensen sammen med sin kusine, Anita Støvring, har købt Shell i Gunderup. Det er dog Anita, der skal stå for den daglige ledelse, for det har hun god forstand på fra Hydro-Texaco i Hobro. Til gengæld kommer der et markant Blenstrup-præg på butikken på tankstationen. For de nye ejere har valgt ikke at overtage Shells almindelige butikskoncept. I stedet bliver det Kaj og Mette Christensens datter, Sabrina Christensen, der flytter sin ”Min Butik” fra Blenstrup til Gunderup. Sabrina åbnede butikken på Horsensvej i Blenstrup i december 2002, da hun kun var 19 år. ”Min Butik” handler med gaver, dekorationer, kunsthåndværk og brugskunst, og det vil efter familiens vurdering gå godt i spænd med det, som en servicestation i øvrigt forventes at ligge inde med, når strøgkunderne kommer forbi. Ud over de almindelige kioskvarer får butikken også en ny afdeling med blandt andet smurte rundstykker, nybagt brød og forskellige tilbud om mad. Og så vil man også kunne købe en blomst i fremtiden. Den nye tankbutik folder sig dog først ud for alvor efter en planlagt ombygning. I øvrigt vil man også kunne møde Mette Christensen i butikken i den første tid. Sabrina skal nemlig snart have lidt barselsorlov, og så træder den kommende mormor gladeligt til indimellem, mens hun fortsat passer sine zoneterapi-kunder hjemme i Blenstrup. Kaj Christensen og Anita Støvring overtager tankstationen efter Ellen og Svend Ruseng, som har drevet den i over 30 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...