Forretninger har ulovlige kameraer
Hele internettet kan kigge med, når kameraer eksempelvis filmer kunder på en fynsk tankstation, der indtaster deres pinkode, eller når nordjyder sveder i det lokale fitnesscenter
HELE LANDET: Ekstra Bladet skriver i dag, at mange forretninger og behandlingssteder bryder loven ved ikke at have sikret deres overvågningskameraer med et password, så fremmede personer på internettet kan se med.
En systematisk gennemgang avisen har foretaget af omkring 10.000 danske overvågningskameraer afslører således, at 1266 overvågningskameraer ikke er sikret med password, heriblandt er over 60 forretninger lige fra frisører og solcentre til restauranter fitnesscenter og tøjbutikker.
Overvågningskameraerne er typisk sat op for at holde øje med kriminelle, men når det ikke kun er ejerne af kameraerne og politiet, der kan få adgang til videobillederne, så det er ulovligt.
Det fastslår Peter Blume, der er professor i persondata-ret på Københavns Universitet.
- Mange af virksomhederne har den her overvågning for at bekæmpe kriminalitet, og de må kun videregive det til politiet. Andre må kun få adgang, hvis man får et samtykke af de personer, som går forbi kameraet.
- Det sidste virker jo helt usandsynligt i en butik eller virksomhed, så man må ikke give det videre til en tilfældig internetbruger, siger han.
Og hvis man bryder loven om overvågning, kan det have konsekvenser.
- De kan få en kritik fra Datatilsynet, men de kan også blive politianmeldt og få en bøde for at lægge den slags på nettet, siger Peter Blume.
Et af stederne med ulovlig overvågning er Uno-X i Middelfart, hvor billeder af kunder, der indtaster pinkode, er gået ud til hele internettet.
- Det er rigtig, rigtig uheldigt, at det har været åbent. Vi har haft en leverandør til at sætte det op, og vi har bare ikke været specifikke nok omkring, at der skulle kryptering eller password på de her kameraer, siger Georg Hansen, regionschef for Uno-X Automat på Fyn og Sjælland.
Georg Hansen erkender, at de usikrede kameraer har givet fremmede personer adgang til at se følsomme data som pinkoder hos tankstationens kunder.
- Og den adgang skal der selvfølgelig ikke være. Kameraerne skal være lukkede eller krypterede, siger han.
Uno-X har nu lukket ned for de fire kameraer, der var på tankstationen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.