Forretningsansat skræmte tyv

Forsøg på tyveri, da forretningsdrivende ville aflevere penge i bankens døgnboks.

Tyverier 10. januar 2003 01:00

FREDERIKSHAVN: En forretningsdrivende ville ikke lade sig bestjæle, da han onsdag klokken 21.00 skulle aflevere dagens omsætning i Nordjyske Banks døgnboks i Jernbanegade. Han havde netop lagt pengene i boksen, da en mand greb ham i skulderen. Men den forretningsdrivende vendte sig om og tog fat i tyvens arm for at holde ham fast ind til politiet kom. Tyven vristede sig fri og løb op ad Parallelvej og om til Skolegade, hvor han sprang ind i en bil, som blev kørt af en medgerningsmand. Bilen var en mindre ældre mørk bil, hvis nummerplade startede med SC. Gerningsmanden beskrives som spinkel ca 1,75 meter høj. Han var iført grå jakke, mørke bukser og sort elefanthue. Kriminalinspektør Jørgen Hansen regner med at røveren og hans hjælper har ventet på, at der skulle komme en og lægge penge i boksen. - Derfor vil jeg opfordre de forretningsdrivende til hele tiden at ændre rutiner, så de ikke afleverer penge i bankernes døgnboks på samme tid hver gang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...