Frederikshavn

Forretningsfolk sikrer julehjælp til enlige forsørgere

Seks lokale erhvervsfolk fik samlet 157.300 kroner ind på en time

Karl Erik Slynge var blandt de seks erhvervsfolk, som onsdag samlede tusindvis af kroner ind til julehjælp. Foto: Laura Aggernæs

Karl Erik Slynge var blandt de seks erhvervsfolk, som onsdag samlede tusindvis af kroner ind til julehjælp. Foto: Laura Aggernæs

FREDERIKSHAVN:Dansk Folkehjælp fik onsdag eftermiddag sikret en pæn portion penge til lokal julehjælp.

157.300 kroner var nemlig udbyttet af den times indsats, som seks lokale erhvervsfolk ydede til det gode formål.

- På foreningens vegne vil jeg gerne give udtryk for, at vi er stolte af erhvervslivets indsats - både af holdet men også af de 68 virksomheder over hele kommunen, som har bidraget, siger Erik Sørensen, der er formand for Dansk Folkehjælps afdeling i Frederikshavn.

De seks erhvervsfolk var Claus Andersen (Nordjyske Bank), Ole Rørbæk (Søren jensen A/S), Leif Stiholt (Stiholt A/S), Karl Erik Slynge (Trigon) og Kaj Christiansen (Frederikshavn Maritime Erhvervspark).

Ifølge Erik Sørensen så arbejdede indsamlingsholdet både koncentreret og effektivt i løbet af den time - mellem klokken 13.00 og 14.00, som de havde til rådighed.

Ved hjælp af deres mobiltelefoner og et godt personligt netværk nåede de frem til det flotte økonomiske resultat..

De 157.300 kroner gør Dansk Folkehjælps lokale afdeling i stand til at uddele julehjælp til 100 familier, som består af en enlig forsørger på kontanthjælp og med hjemmeboende børn under 18 år.

- Vi er så taknemmelige og stolte over dette meget flotte resultat, at vi ikke kunne andet end at melde det ud til offentligheden, siger Erik Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.