Forringelser forklædt som integration

"En ny start til alle" kalder regeringen den nyligt vedtagne "integrationsplan", der i realiteten er velfærdsforringelser af en karakter, der kun kan gennemføres, fordi de camoufleres som integration og pakkes ind i mistænkeliggørelse af de "dovne" fremmede.

Planens hovedpunkter er: * Flere indvandrere og efterkommere skal i arbejde, men det sker primært gennem indslusningsløn og støttede job/aktivering ikke gennem skabelse af ordinære job. * Ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, skal fremover leve af en kontanthjælp, hvis den ene ikke har arbejdet mere end 300 timer de seneste to år. * Børnechecken falder bort, hvis børnene ikke er i uddannelse eller i et arbejde med uddannelsesperspektiv. * Unge mellem 18 og 25 år mister retten til kontanthjælp, hvis de ikke er under uddannelse eller samarbejder om at komme i gang med en uddannelse. * Alle udlændinge skal være omfattet af en integrationskontrakt i de første syv år eller indtil de opnår tidsubegrænset opholdstilladelse. Kontrakten skal sikre, at de lærer dansk, gør en indsats for at komme i beskæftigelse og overholder samfundets grundværdier. "Der stilles krav og det har konsekvenser ikke at leve op til disse." * Skærpelse af udvisningsreglerne. Integrationsforliget ligner en straffeaktion overfor de grupper i samfundet, der er længst fra et ordinært job eller uddannelse og vil øge gruppen af virkelig fattige i Danmark. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet strides om æren for forliget. Anne Marie Meldgaard og Thomas Adelskov, henholdsvis integrations- og arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet, har kaldt forliget "klar socialdemokratisk politik, så social bevidst og solidarisk som den altid har været og altid vil være." Samtidig forsvarer de fratagelsen af kontanthjælp for ægtepar, hvor den ene ikke har opnået 3 måneders arbejde indenfor to år. "Vi fratager ikke nogen deres kontanthjælp – vi fratager dem forklædeydelsen, som er lavere – og giver dem kontanthjælp mod fortsat at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder modtage dansk undervisning." Lad os sammenholde Meldgaard og Adelskov med forligsteksten. Afsnit 4 hedder "Det skal kunne betale sig at arbejde" og her hedder det bl.a.: "Derfor skal ledige på forsørgelse have bedre økonomiske incitamenter til at tage arbejde." "For ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, er incitamentet til at tage arbejde ikke ret stort". Herefter kommer så beslutningen om at fratage den ene ægtefælle kontanthjælpen. "For ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, gælder det, at en ægtefælle, der ikke inden for de sidste to år har haft sammenlagt minimum 300 timers ordinært arbejde, bliver betragtet som reelt hjemmegående. Det betyder, at kontanthjælpen til den pågældende person falder bort." For at genopnå retten til kontanthjælp skal den pågældende opnå mindst 300 timers ordinært arbejde. Giver Meldgaard og Adelskov kontanthjælp – eller tager de den? Forligsteksten afslører klokkeklart, at kontanthjælpsmodtagende ægtepar skal "motiveres" med truslen om en halvering af familiens i forvejen lave indkomst. Med integrationsforliget har Socialdemokratiet bidraget til at øge fattigdommen i Danmark. Bliver det næste, at partiet bakker op om starthjælpen/integrationsydelsen og "madpakkeordningen"? Man bliver forstemt og forstår godt utilfredsheden i store dele af den socialdemokratiske folketingsgruppe.