Hestesport

Forrygende opløbskampe

AALBORG:På forhånd var der lagt op til flot travsport på Aalborg Væddeløbsbane, og fine løbstider krydret med flere spændende opløbskampe gav publikum en spændende aften. Højdepunktet, set ud fra et sportsligt synspunkt, kom i løbet om dyrlæge Thomsens Ærespræmie, hvor det fra start var Grace Hjordal med Knud Mønster, der tog fronten. Straks var næstfavoritten Gilton West med landschampionen Birger Jørgensen oppe på siden, og de næste par kilometer var en duel mellem de to ekvipager. Ind i opløbet kunne Grace Hjordal for Knud Mønster trække fra med de sidste 500 meter i 12,9 tempo og dermed sikre sig sejren, mens en pænt sæsondebuterende Gilton West klarede en fin andenplads. Begge heste havde afgjort stor ære af løbet. Vindertiden for Grace Hjordal blev 17,7. Et par af de startende 3-åringer imponerede også stort. Især Allan Kristensen og Happy Spin fik vist, at hesten rummer evner ud over det sædvanlige ved at sejre i aftenens første løb efter en åbning de første 500 meter på 16,7 og en overlegen sejr i 18,3 over de 2100 meter, mens Hardaway 25 meter efter blev noteret for 19,4. Happy Spin og Hardaway er begge efter den gamle derbyvinder Wee Hjordal, der med flere af sine afkom har vist pæne evner i avlen. Honey Flamingo med Henrik Lønborg fik også vis flaget for de 3-årige heste i DTCs 3-års serie, da den efter afventende kørsel meget sent slap ud kort før mål og i et forrygende ryk overspurtede den ellers fint travende Happy Brogård. Vindertiden 19,1 var måske imponerende men ingen tvivl om at Honey Flamingo kunne have løbet meget stærkere i et frit løb. Godkendt på de næste pladser var også Happy Brogård og Happy Magic begge i 19,2. Pæn V5 gevinst I den indledende afdeling af V5-spillet blev det til en mindre overraskelse, da Kaj Westergård bag Dingo kunne sejre med kort margin foran Greatful Kiss/Birger Jørgensen og Kings Tempo/Pauli Andersen. Det var dog Knud Mønster med Fee Bee Djess, der dominerede løbet, idet hesten sprang afsted i rask 17,5 tempo 40 meter før de øvrige deltagere. Ganske forståeligt var hestens ivrighed ikke så heldig, da opløbet kom og den måtte nøjes med en femteplads, men den virkede som en fin hare for de øvrige deltagere. Dingos vindertid for de 2100 meter snorstart var godkendte 19,4, mens Greatful Kiss i 18,7 med 20 meters tillæg var rigtig imponerende. First King og Birger Jørgensen var aftenens største favorit - spillet til 14 kr. for en tier - og det endte da også med en sikker sejr med føring fra start til mål i den hurtige vindertid 16,3 over de 2100/a, men lidt tæt kom Doreen Ås/Bent Svendsen der fik noteret samme tid. Aftenens hurtigste var dog Diamant Birke, der for Seppo Kukkonen vandt i 15,9 i et sprinterløb over 1600 meter og dermed forbedrede sin egen rekord på distancen. Den afsluttende afdeling af V5-spillet gav overraskende sejr til amatørkusken Christian Kristensen med sin egen opdrættede Effectivity, der til 22 gange pengene slog benene væk under de fleste V5-bonner og sørgede for en fin gevinst på godt 6000 kroner til 13 rækker. Sejren kom efter et afventende løb, hvor det først var på de sidste 100 meter, at publikum fandt ud af at Effectivity var med i løbet, og den sluttede glimrende af til en relativt sikker sejr. En enkelt heldig spiller kunne klappe ekstra i hænderne efter løbet, idet han for en indsats på 10 kr. kunne hæve rare 31.360 kr. for den rigtige trio-kombination.