Forrygende Pinse på Mariager Fjord

Hans Henrik Rasmussen
ArkivFoto: Mariagerfjord Kommune.
23. april 2017 08:01

Fjorden kommer til at syde af trafik, når det forventes at over 70 store og små træskibe indtager farvandet i Pinsen. Programmet starter i virkeligheden allerede i Kristi Himmelfartsferien, hvor de første skibe vil ankomme

Det store træskibsstævne i Pinsen på Mariager Fjord er ved at tage form. Over 2 måneder inden stævnet er over 20 skibe tilmeldt og programmet er langsomt ved at tage form.

Peter Leth fra Hobro træskibsværft har inviteret interesserede skibe til allerede at stemple ind i Kristi Himmelfartsferien til en såkaldt "Akvavit-regatta"

Det officielle stævneprogram skydes i gang torsdag 1. juni på Hadsund Havn, hvor Handelsstandsforeningen vil indbyde til aktiviteter på havnen med musik og sjove indslag - specielt for børnefamilier - idet uge 22 også er børnekulturuge i kommunen. En del skibe har allerede tilkendegivet at de vil ligge i Hadsund havn fra torsdag til fredag.

Fredag vil skibene ankomme til Hobro Havn, hvor midtbyen vil være præget af Open By Night, og havnen ekviperet med scener hvor bl.a. Kulturskolen vil levere et underholdende program. Nogle skibe vil medbringe fødevarer, der danner ramme om et lille marked i Det Røde Pakhus, både fredag og lørdag.

Det store program på havnen er lørdag, hvor der er mulighed for at komme ud at sejle med nogle af de mange flotte skibe, eller blot få et kig ombord. På havnen vil der være underholdning for både børn og voksne. Bl.a. vil der være sørøvershow med "Palle Pirat". Legeskibet fra Gerlev Idrætshøjskole ligger i havnen i hele ugen, og danner ramme om lærerige og udfordrende aktiviteter.

På Hobro havn bliver der opstillet et stort telt, hvor der lørdag aften arrangeres fest med spisning og underholdning for de ca. 500 besætningsmedlemmer fra de forventede 60-70 skibe. Her vil "Starturn" spille op til dans og de lokale er velkomne senere på aftenen til en gratis svingom og et glas koldt Bie-bryg.

Undervejs i løbet af lørdagsprogrammet arrangeres der også en spektakulær "Marsvinejagt", hvor kendisser fra lokalområdet udkæmper et søslag i havnebassinet.

"Vi glæder os til at byde kommunens borgere, samt de mange gæster udefra, til en forrygende oplevelse på Hobro havn" siger Jens Lykke fra Kultur og fritidsforvaltningen, der er en af tovholderne for den store event. Det er Træskibssammenslutningen i Danmark der står bag arrangementet, der traditionen tro flytter rundt i landet. Sidste år var man i Nakskov og næste år er det Helsingør. "Erfaringen siger os, at det trækker rigtig mange gæster - specielt hvis solen skinner" fortsætter Jens Lykke.

Arrangørgruppen, der også omfatter Visit Mariagerfjord og Brandinggruppen "Noget for livet", håber at det lokale erhvervsliv vil bakke op om stævnet, og at det vil lykkes at finde de nødvendige frivillige til at give en hånd med undervejs.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...