Forrygende sportsuge i Ingstrup

Den lokale kunstner Lone Vittrup i gang med penslen sammen med til højre Per Houen

Den lokale kunstner Lone Vittrup i gang med penslen sammen med til højre Per Houen

INGSTRUP:Kunstnere på slap line, fadølsdrikkende fodboldspillere, petanque og gadevolley var en del af det meget omfattende program på Ingstrup Sportsforenings sportsuge torsdag aften. Den lokale kunstner Lone Vittrup var i fuld gang med at guide både børn og voksne igennem to kunstværker. Hun havde lagt grundskitsen for billederne og indført deltagerne i farvevalg så billederne kunne fremstå harmoniske. Festudvalget havde lagt op til at det bedste billede skulle bortauktioneres, men da begge billeder fremstod lige smukke, valgte man at sætte begge til salg. Årets sportsuge har fået en forrygende start, med bl.a. sponsorcykelløb om søndagen, og arrangørerne kunne allerede konstatere et overskud på 31.000 kr., 8.000 kr. bedre end sidste år. Søndagen stod også i kirkens tegn, idet baptistmenigheden var gået sammen med folkekirken om en ”teltgudstjeneste”. der blev overværet af over 80 mennesker. Den blev ledet af de to lokale, sognepræst Anette Udmark og tidligere baptistpræst Karin Christiansen. Tirsdag aften kunne man få testet sin paratviden og i den disciplin var Thøger Dige den bedste. Over 200 havde fundet vej til onsdagens fællesspisning, der som noget nyt, indeholdt en konkurrence for den flotteste/sjoveste/mest fantasifulde hat. Den lokale Helle Helledie vandt konkurrencen for voksne. For de 20 der ikke ville nøjes med spisning, var der også arrangeret motionsløb i kategorierne 5 og 10 km.. Udover de nævnte alternative aktiviteter på en sportsuge, indeholder den selvfølgelig også de mere traditionelle idrætsgrene, bl.a. fodbold og håndbold Efter de første dage kunne bestyrelsen knap få armene ned, for i forhold til sidste års fest med silende regn og minimalt overskud, kunne de allerede konstatere, at omsætningen lå 3-8.000 kr. over sidste år. Ugen kulminerer lørdag med stort teltbal og afsluttes søndag med fuldt program lige fra morgenstunden. Om søndagen kan man bl.a. opleve: Økobowling, mudderbrydning og skattejagt.