Forrygende

NYTÅRSKONCERT:Flot, festlig, forrygende, farverig, fremragende. Det var, hvad vi var blevet lovet i opslaget til nytårskoncerten i Aalborg Kongres & Kultur Center, og jeg skal love for, at reklamen holdt vand. Det kan simpelthen ikke gøres bedre. Efter at have overværet mange nytårskoncerter skal dette års koncert have fem stjerner. Det var en stor oplevelse at overvære, hvorledes samtlige kunstnere, inklusive Aalborg Symfoniorkester, gav alt, hvad de havde i sig, så oplevelsen blev helt suveræn. Koncerten var desuden krydret med humor, et dejligt udvalg af populære toner, fornøjelig og dygtig konferencier, der udnyttede alle sine mange talenter som skuespiller, sanger, fortæller og underholder, og som bandt tingene sammen med en god historie, der ikke var uden bid. Skuespiller og sanger Kristian Boland, kongelig operasanger Anne Magrethe Dahl, violinist Mikkel Futtrup og Aalborg Symfoniorkester under ledelse af dirigent Owain A. Hughes skal alle have stor tak, fordi de lagde deres sjæl i at give os en oplevelse, vi aldrig glemmer. Karin Krog nytårskoncertfan, Havbakken 7, Hou, 9370 Hals kmkrog@hotmail.com