Børnepasning

Forrykte krav til åbningstider

Jeg har nu fulgt lidt med i debatten om længere, og mere fleksible åbningstider i daginstitutionerne

og kan nu ikke længere lade være med at blande mig. Jeg er selv far til to børn i børnehavealderen og bestyrelsesformand i mine børns børnehave. Jeg har selv et arbejde med skiftende arbejdstider, som er håbløse i forhold til børnehavens åbningstider. Jeg synes dog, at kravet om længere og mere fleksible åbningstider er helt forrykt. For mig udtrykker det en meget stor ansvarsløshed for sine medarbejderes privat- og familieliv fra de arbejdsgivere, som igen og igen stiller dette krav. Arbejdsgiverne vil gerne kunne trække på sine ansatte i større og større grad, og her kommer medarbejdernes familieliv tilsyneladende langt nede på arbejdsgiverens prioriteringsliste. I medierne lyder det også igen og igen, at forældrene kræver længere og mere fleksible åbningstider. Mon ikke det først og fremmest kommer som et pres fra arbejdsgivernes krav om mere fleksibilitet iht. arbejdspladsen, frem for et inderligt ønske fra forældrenes side? Det kan også være et krav fra de forældre, som prioriterer karrieren så højt, at børnene i stedet kommer til at fremstå som et slags statussymbol. I nyhederne (3.5.) forlyder det, at man i Esbjerg har forsøgt med åbningstider helt til kl. 21. Der er bare næsten ingen som bruger det. Heldigvis, fristes jeg til at sige. Hvis man får børn for at sætte dem i institutioner fra kl. 7-21, og måske helst også med mulighed for at sende dem af sted weekender, søndage og helligdage, samt ferier, hvorfor har man så overhovedet fået børn. Tanken om børnene i julekalenderen ”Jul i den gamle trædemølle” hvor børnene var blevet reduceret til et maleri på væggen hos forældrene, i det børnene var i institutionen hele tiden, er mig nærliggende. Personligt synes jeg, det er ved at tage en forkert drejning. Det er på tide, at forældre indser det ansvar, som følger med, når vi vælger at få børn. Ligeledes at arbejdsgiverne respekterer, at når en medarbejder har barn, er vedkommendes fleksibilitet nærmest ikke eksisterende. Enlige uden børn og familier, hvor børnene ikke er hjemme i fuldt eller delvist grad, må så trække lidt ekstra af læsset. Om nogle år, når vores børn er vokset op og fløjet fra reden, så er det jo så vores tur til at trække læsset for de yngre kolleger med små børn.