Forsalg i fuld gang til årets Løkken Koncert

Musik 25. juni 2003 08:00

LØKKEN: Forsalget til årets Løkken Koncert 12. juli er i fuld gang. Hvor mange billetter, der allerede er langet over disken på de forskellige salgssteder, er der ingen, der har overblik over, men forsalget fortsætter til 9. juli, og der er billetter nok, forsikrer Kim Bach fra den arrangerende forening GVL. - Men man skal ikke vente til sidste øjeblik med at købe sin billet i forsalg. Sidste år, var der nogle, der ventede så længe, at da var flere af salgsstederne løbet tør for billetter, og vi kunne ikke nå at sende flere ud, fortæller Kim Bach. Der er 55 kr. at spare ved at købe billetten i forsalg. Ved indgangen bliver prisen 150 kr. Børn til og med 12 år kommer ind for en halvtredser. Børnebilletterne sælges kun ved indgangen. Også i år bliver der i øvrigt et særligt område til børnene på koncertpladsen, hvor der vil være underholdning m.m. Derudover er koncertprogrammet specielt børnevenligt i år, hvor både boybandet C21 og den uforlignelige Razz er på plakaten. C21 går først på scenen, efterfulgt af Razz. Derpå spiller Johnny Madsen og Gnags, og Big Fat Snake lukker og slukker. Bag Løkken Koncerten står som sædvanligt Idrætsforeningen GVL, der får hjeælp af en række andre lokale klubber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...