EMNER

Forsamlingshuse får flere penge

AALBORG:Kære Venner - I må meget gerne søge om flere penge. Sådan lyder den korte version af et brev, som skole- og kulturudvalget i Aalborg Kommune netop har sendt til blandt andre forsamlingshuse og kulturelle samråd i kommunens mindre byer. - Vil vil gerne gøre de små byer opmærksomme på de muligheder, der findes. Mange har ikke troet, at de har mulighed for at få støtte, men det har de, siger skole- og kulturrådmand Nils Bell (V). To puljer er direkte rettet mod forsamlingshuse og aktiviteter i småbyerne. Den ene er kontoen med tilskud til privatejede forsamlingshuse, som blev skåret ned fra 75.000 til 25.000 kroner om året ved budgettet for 2003, og tallet er lige så lavt i år. - Men vi er blevet enige om, at det var lige meget nok, så næste år vil vi prøve at komme op på 50.000 kroner. Pengene bruges typisk til nyt inventar eller andre forbedringer, forklarer Nils Bell. Den anden konto er den bredere ”Kulturelle aktiviteter”. 25.000 kroner fra den bliver reserveret til aktiviteter i forsamlingshuse: - Pengene skal bruges til arrangementer, ikke til administration, understreger rådmanden. Foruden de to konti har udvalget gjort forsamlingshuse og kulturelle samråd opmærksomme på mulighederne i Folkeoplysningsudvalgets Udviklingspulje samt puljen på 10 procent til debatskabende aktiviteter i aftenskolerne. beukel