Aarhus

Forsamlingshuse i knibe

ÅRHUS:De 1150 danske forsamlingshuse mangler penge til at vedligeholde de gamle bygninger. Uden kommunernes hjælp forfalder de op mod 100 år gamle bygninger, og både foreninger, der repræsenterer forsamlingshusene og landsbyerne, beder nu om økonomisk hjælp fra staten og om at blive optaget på finansloven. Ellers lukker de mest truede forsamlingshuse. Formanden for Landsforeningen af Danske Forsamlingshuse, Anders Sørensen, siger til Ritzau, at der akut er behov for 50-75 millioner kroner til de forsamlingshuse, der har det dårligst. Der mangler penge til et nyt tag eller et varmeanlæg mange steder. Samtidig skriver formanden for Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, i et brev til kulturminister Brian Mikkelsen (K), at forsamlingshusene bør på finansloven og i princippet optages på den kulturelle kanon. - Jeg er sikker på, at det sociale arbejde vi går og laver, sparer det danske samfund for mange penge. Der findes vel ingen steder noget som nærmer sig det, vi laver, siger forsamlingshus-formanden Anders Sørensen forud for lørdagens generalforsamling i foreningen. /ritzau/